dec 03

Holkastien

Fabler, kunst og kamp

Start fra P-plads Helligdomsvej, hvor du først følger Helligdomsvej i retning mod Allinge og Holkabroen. Den første vej, du møder på venstre hånd, er Malkestien, som du skal ind ad. Malkestien – hvilken historie gemmer det navn på? Tidligere var der aktive landejendomme nede i Gudhjem med malkekvægsbesætninger. Markerne var ovenfor Gudhjem, og Malkestien var den sti man fulgte, når køerne skulle på græs.
Vejen byder på idylliske haver med klipper, der indgår som en del af havernes miljø. Foran dig vil du også kunne se ”Kaffeslottet” som blev opført i 1912 af kaffegrosserer Sahl. Materialerne til bygningen kom fra den tidligere hovedbanegård i København.
Hvor vejen slår en bugt, ser du på din venstre side den tidligere brandstation og lidt længere fremme på højre side, har du stien der fører gennem den eventyrlige Holkarenden.

Holkahesten

Holkarenden er en mindre sprækkedal. I bunden ligger et større klippestykke, der på grund af ligheden med en hest fik navnet “Holkahesten”.
For i Tier saa Holkaræ’nan ijkje seddan ud som nu, å Bælla tore daa slet ijkje gaa derhen, for di va bonge for Holkahæste’n, som a’le trode bode dèr….”
(Før i tiden så Holkarenden ikke ud som nu, og børnene turde da slet ikke gå derhen, for de var bange for Holkahesten som de troede boede der)

Holkahesten har også givet navn til en kunstnersammenslutning, som hver sommer udstiller på Gudhjem Museum. Læs fablen om Holkahesten her

Broen og striden

Holkadalen ligger nu foran dig, og Holkabroen der tårner sig op. Holkadalen har været brugt og bruges stadig til bl.a. sommerfester og friluftsteater. Da Holkabroen og vejen over Bokul skulle anlægges i 1957 var byen holdningsmæssigt delt i to. Uenigheden stak så dybt, at flere ikke længere ville hilse på hinanden, når de mødtes.

Turen fortsætter under broen og lige frem ad Holkavej, hvor du får et vue over Gudhjem, liggende på den skrå klippe. For enden af Holkavej ved Karamelkompagniet rammer du Brøddegade, hvor du drejer til venstre. I nr. 38 havde kunstnerne, der opsøgte Gudhjem i 1930’erne, mødested hos søstrene og keramikerne Gertrud og Lisbeth Hjorth.
Lige før nr. 38 ligger Skyttegænget som var vejen ned til det nu for længst nedlagte kanonbatteri.
Du kan komme ned til havnen ved enten at følge Skyttegænget eller tage en af de næste ”stikveje”

Køerne på vej hjem til Madsens gård

Kaffeslottet

Holkarenden

Holkarenden

Holkahesten

Holkabroen

Holkavej

Brøddegade 38