“TEGNING MED SAKS”. UDSTILLING 27. MAJ – 23. JULI

Papirklip og tegninger af Sabber, suppleret med klip af Ane Cecilie Mogensen

 

OM UDSTILLINGEN

Gudhjem Museum præsenterer papirklip som kunstart.

I Danmark er der en lang tradition fra omkring 1700-tallet for papirklip med en teknik, hvor papiret først foldes, så der opstår et symmetrisk mønster, når arbejdet til slut foldes ud igen. Ligesom, vi selv laver et gækkebrev. Mange af både Sabbers og Ane Cecilies værker er symmetriske. Men der er også eksempler på en anden teknik og tradition, der stammer fra silhuet-klippet.
Både Sabbers og Ane Cecilie Mogensens værker er klippet frit i hånden med operationssaks.

I denne udstilling møder man et univers, befolket af sære væsener fra bornholmske sagn og myter. Naturens dyr, blomster og træer optræder side om side med trolde og havfruer. Det hele med en imponerende detaljerigdom. Mange klip er farvelagte, mens andre står i sort silhuet.

Udstillingen viser et stort antal af Sabbers klip fra de mange år, hvor han var aktiv på Bornholm. Værker som museet er taknemmelig for at have fået lov til at låne. Flere af klippene er i imponerende stort format.

Ane Cecilie Mogensen kan betegnes som Sabbers arvtager – både når det gælder teknik og motivverden, og det er en stor glæde at kunstarten videreføres i den særlige bornholmske tradition. Anes værker på udstillingen er til salg, og du kan få oplyst priser og aftale køb med den, som har vagt på museet.

Udstillingen kan ses fra den 28. maj – 23. juli, torsdag – søndag kl. 13-17, med en extra åbningsdag den 29 maj på 2. pinsedag.

Der er fernisering med gratis adgang den 27. maj fra kl. 14-16.

En video med interview med Sabber vise i vores “bogcafé”, der også er indrettet som “klipperum” i udstillingsperioden. Her er saks og papir til rådighed. Prøv selv!

Workshops i papirklip med Ane Cecilie Mogensen.

Der afholdes workshops for børn og voksne den 1. og den 15. juli, begge dage kl. 14-16. Læs mere her.

 

 

 

 

OM SABBER (1938 – 2005):

I bogen ”Sabber – en original papirklipper”, som udkom i 2022, skriver forfatteren Brian Christensen:

”Sabber var en original kunstner, som mestrede kunstarten psaligrafi – i folkemunde kaldet papirklip. Med saksen frembragte han fantasifulde, fabulerende og finurlige papirklip af mennesker, dyr og underjordiske trolde. Nogle er decideret smukke. Andre fascinerende i deres detaljerigdom. Få nærmest Storm P-agtige – tilsat lidt syre. Dybde og mørke finder man også i Sabbers papirklip – og humor. Hvor mange kunstnere finder på en titel som ” Mine Forældre diskuterer Begrebet Syltning uden Sukker”. Det gør Sabber.”

Sabber var født i Birkerød, hvor han boede i sin barndom. Her kom interessen og lysten til at klippe i papir allerede i julen 1943 – som 5-årig, da en tante viste ham hvordan. Efter en familieskandale flyttede familien til København, og Sabber gik tidligt ud af skolen – efter 7. klasse, og måtte i en ung alder tage forskellige jobs for at bidrage til familiens økonomi. Som 19-årig begyndte Sabber at klippe papirsilhuetter af folk i Tivoli, hvor han lejede den lille kiosk med løgkuppel.

Sabber fik aldrig en egentlig uddannelse, og i 1973 flyttede han til Bornholm – ud på landet ved Østerlars. Livet igennem ernærede han sig ved en kombination af papirklip, tegning og ansættelser på bl.a. friskolen i Østerlars og dagbladet Bornholmeren.

Sabber var en kendt personlighed på Bornholm, og hans klip hænger i dag i mange bornholmske hjem. Han producerede ”lejlighedsklip” til både private og firmaer.

UDSMYKNINGS- OG ILLUSTRATIONS OPGAVER:

Den første store udsmykningsopgave var ikke på Bornholm, men til Holmeagerskole i Greve, hvor den kunstneriske udsmykning foregik i samarbejde mellem kunstner, elever og lærere. Resultatet blev bl.a. skolens navn og logo på gavlen af skolebygningen. Skolen ejer flere store klip, som indgår i udstillingen på Gudhjem Museum.

Til BornholmsTrafikken udarbejdede Sabber forsider til restaurantens menukort. Disse forsider blev solgt som grafiske tryk i en kunstmappe. Desuden indgik illustrationer til en bornholmsk kogebog, der blev udgivet i et samarbejde mellem Bornholms Museum og BornholmsTrafikken.

Til Henning og Ann-Cathrin Larsens LP ”HA-DRIV-JEMM” fra 1976 udførte Sabber illustrationer til viserne, som fulgte med, når man købte pladen. I 1981 udkom Valdemar Seiers bog ”De underjordiske” med gengivelser af bornholmske folkesagn, illustreret af Sabber. Herefter bliver netop sagnfigurerne og historierne om dem et fast del i Sabbers motivverden.

OM ANE CECILE MOGENSEN (1982 – ):

Ane fortæller: ”De eventyrlige papirklip vi kender fra blandt andre H.C. Andersen, og ikke mindst den på Bornholm kendte og elskede papirklipkunstner Sabber, har altid fascineret mig. Jeg klipper alle mine papirklip frit i hånden med en lille operationssaks, på samme måde som Sabber gjorde det. Jeg er født i 1982 på Bornholm. I 2014, efter 12 års Københavnereksil, en uddannelse som cand. mag. i retorik, mange spændende rejser og oplevelser og en god portion hjemlængel i bagagen, flyttede jeg atter tilbage til min bornholmske eventyrø, og siden da har det hele været ganske eventyrligt.”

 

UDSTILLINGER:

”Jeg har de sidste 5 års tid haft mange udstillinger og afholdt rigtig mange papirklip-workshops alle mulige forskellige steder på øen, herunder en hel del på Bornholms Biblioteker og et par stykker på Grønbechs Gård. I 2019 var jeg så heldig at blive inviteret til Tallinn, af den Danske Ambassade i Estland, både for at lave udstilling og to workshops.”

I maj måned sidste år (2022) udgav PostNord tre frimærker under temaet ”Sagn og myter”. Den heldige kunstner, de havde valgt til at illustrere dem, var tilfældigvis mig. Sikke en ære!”

SJINJARA PAPIRKLIP
”En natsværmer er en sommerfugl der flyver om natten. På bornholmsk hedder natsværmer og sommerfugl sjinjara. Sjinjara flakser omkring i grænselandet mellem aften og nat, i skumringen, i tusmørket, mellem vågenhed og søvn. Et flygtigt drømmevæsen, som bærer dagens indtryk og oplevelser med sig ind i natten, hvor de former sig til drøm – eller til en mellemting mellem drøm og mareridt. Det er i grænse-landet mellem drøm og mareridt, sjinjara flyver bedst. I drømareridtet  lever de halvt gemte, halvt glemte silhuetter af virkeligheden, af underbevidste og undertrykte tanker og minder. Sjinjara næres af nattens fantasier, af ømhed, begær, eufori, tabuer, angst og skjulte dæmoner. Den holder af ensomhed og mørke, som flere af dens beslægtede åndsfæller: katten, trolden og flagermusen. Sjinjara flakser af sted gennem nattens dybe skove, fuld af forvildet anelse og trang, fuld af uforklarlig længsel efter at blive opfyldt af mørkets skygger og lyde.

At klippe i papir er for mig dragende og uundgåeligt – som for en natsværmer at flyve om natten og flakse om flammen.”

BØGER:

”Klappesnapsen, Haveeliksiren og Den sorte Hankat er min første bog, i en planlagt række af tre, om KLIPPEØENS TROLDE. Troldeuniverset er opstået ud af min kærlighed til de gamle bornholmske sagn og historier. Når mørket falder på, kravler de op på min sengekant, og i nattens tiltagende skygger fortæller de om sig selv, så jeg kan videregive deres arv og historier til småfolk og godtfolk og andre åbensindede væsner… dem, for hvem der endnu er håb om en levende, grøn verden, i kærlighed til og respekt for naturen og de gamle, stærke magter. Troldene er lunefulde. De vil behandles med respekt, på samme måde som naturen, dyrene og verden omkring os. Ellers forsvinder de i den dybe undergrund og kommer aldrig tilbage igen.”

Ane Cecilie Mogensen

Følg Ane på Facebook og Instagram: @Sjinjara

 

  • Date 5. maj 2023
  • Tags Tidligere udstillinger