Aflyst – Gaia Armyrantis Trampedach: Patterns – Udstilling 1. april – 2. maj 2021

Udstillingen er desværre aflyst – se Gaias værker i hendes atelier, Godthåbsvej 29 i Østermarie.

Der er åbent lørdag og søndage kl. 13.00 – 16.00 fra den 1. – 25. april 2021

OM UDSTILLINGEN

I udstillingen PATTERNS udforsker Gaia menneskets mønstre og vaner gennem collage lignende malerier, malet på gamle symønstre. Hun sætter en parallel imellem dem, og alle de valg og veje, vi  kan tage igennem livet. Hun undersøger, hvordan vi bryder, fastholder eller skaber nye mønstre.

Man bliver inviteret ind i en intens verden af følelser og symbolik, hvor vores egne  reaktionsmønstre, bliver sat på prøve. Vores relationer til hinanden, naturen og vores selvbillede, bliver reflekteret tilbage på os.

Stregerne symboliserer alle de veje, vi kan vælge at bevæge os i, – hvilke der gør os trygge, og hvilke der føles, som om vi er på dybt vand. Gå på opdagelse i farver, ting og opbrudte sætninger, som for én, der ikke har kendt til mønsterets skrevne formål, er uforståelige og ude af kontekst.

I udstillingen indgår enkelte mindre værker af Gaias morfar Kurt Trampedach. Der er udvalgt skitser, fra dengang Kurt aldersmæssigt var i tyverne, som Gaia er det nu – og slægtskabet fornægter sig ikke.

OM GAIA ARMYRANTIS TRAMPEDACH

Gaia Armyrantis Trampedach er en ung kunstner, som er opvokset på Bornholm.

Efter en 3-årig kunstnerisk uddannelse i Jylland, bragte hun sine evner fra både den klassiske tegneskole og fra det mere eksperimenterende virke med tilbage til øen, hvor hun i 2017 etablerede sit nuværende atelier i Østermarie. Her begyndte hun for alvor at male og udvide sit kunstneriske univers.

Gaias motivverden bevæger sig nysgerrigt og foranderligt i udtryksform, hvor hun udforsker menneskets krop og sind, vores omgang med hinanden og naturen.

Hun formår at gengive groteske og ubehagelige fænomener med en æstetisk sensitivitet, der giver værkerne en urovækkende og kontrastfyldt skønhed.

Værkerne bliver blandt andet udarbejdet gennem tegning, maleri og skulptur.

Gaia har siden 2018 undervist i croquis tegning i sit atelier. Derudover har hun både haft undervisningsforløb for børn på Bornholms Billedskole i Rønne og på Oluf Høst museet i Gudhjem.

Udover udstillinger på både Bornholm og fastlandet har Gaia også medvirket i DR1’s program Danmarks Bedste Portrætmaler i 2019 og i flere af TV2/Bornholms programmer.

Følg med i Gaias univers via

HjemmesideFacebookinstagram

 

STAFETTEN SENDES VIDERE

Gudhjem Museum ønsker at give plads til unge kunstnere med tilknytning til Bornholm, og derfor er denne udstilling den første, hvor vi afprøver et koncept, hvor den aktuelle kunstner skal give stafetten videre til en anden ny kunstner, der således får mulighed for at få sin egen udstilling året efter, og dermed også skal vælge den næste i rækken.

Gaia har inviteret keramiker og billedkunstner Cæcilie Kaas Jørgensen til at være den næste, og hun vil være repræsenteret med et enkelt værk på Gaias udstilling.

Besøg Cæcilie Kaas Jørgensens instagram

  • Date 22. februar 2021
  • Tags Tidligere udstillinger