“Find motivet” – ny lokalhistorisk udstilling
På opdagelse med malerne i området
Til udstillingssæsonen 2023 viser vi en ny lokalhistorisk udstilling i foyeren i den gamle stationsbygning.
Den består af værker fra museets magasin, værker som primært er udvalgt efter deres motiver fra Gudhjem og Melsted. Titlen ”Find motivet” skal motivere gæsterne til at gå ud i området og gense motivet, som i mange tilfælde vil have ændret sig, siden kunstneren gengav det på sit lærred.
I tilknytning til malerierne vil der være tekster, som angiver, hvor man finder lokationen, fortæller om stedet eller om begivenheder, der har fundet sted lige der.
Udstillingen erstatter den populære lokalhistoriske plancheudstilling om Handel og Håndværk i Brøddegade gennem 100 år. Disse plancher, som nu er taget ned, er udgivet som en bog, man kan købe på museet.
Se museets åbningstider her.
Der er fernisering med gratis adgang til museet lørdag den 1. april kl. 14-16, hvor museet er vært ved en forfriskning.
- Date 18. marts 2023
- Tags Lokalarkiv, Udstillinger og arrangementer