“Find motivet” – ny lokalhistorisk udstilling
På opdagelse med malerne i området
Vi viser en ny lokalhistorisk udstilling i foyeren i den gamle stationsbygning.
Den består af værker fra museets magasin, værker som primært er udvalgt efter deres motiver fra Gudhjem og Melsted.
Titlen ”Find motivet” skal motivere gæsterne til at gå ud i området og gense motivet, som i mange tilfælde vil have ændret sig, siden kunstneren gengav det på sit lærred.
På museet får du et kort, som viser vej til en række af de udstillede motiver. Et kort, som kan bruges til en eller flere ture rundt i Gudhjem og omegn. Når du har fundet et af motiverne, kan du deltage i vores konkurrence ved at tage et foto og dele det på vores Facebookside.
Læs mere om konkurrencen her
I tilknytning til malerierne er der tekster, som angiver, hvor man finder lokationen, fortæller om stedet eller om begivenheder, der har fundet sted lige der.
Udstillingen erstatter den populære lokalhistoriske plancheudstilling om Handel og Håndværk i Brøddegade gennem 100 år. Disse plancher, som nu er taget ned, er udgivet som en bog, man kan købe på museet.
Udstillingen kan ses hele 2024. Se museets åbningstider her.
- Date 18. marts 2023
- Tags Lokalarkiv, Udstillinger og arrangementer