18. juli Sommerfugletur i parken
Kom med på guidet tur

Michael Stoltze, biolog og forfatter, leder dig rundt på en vandretur i området, hvor vi ser på planter, sommerfugle og andre insekter.
Michael fortæller undervejs om de arter, vi møder, om samspillet mellem arterne, om driften af sommerfuglemarken og om forventningerne til fremtiden.
Gudhjem Museums Park rummer i dag flere funktioner.
I 2021 blev den 15.000 m2 store mark ned mod skoven inddraget til sommerfuglehabitat med vilde planter og buske. De slåede gange i området, der ligger syd og sydøst for museet, inviterer til en gåtur.
En række skulpturer af Jun-Ichi Inoue og Ole Christensen er i 2023 flyttet ud i habitatet, så de nu indgår i et samspil med naturen.
I 2025 blev der etableret en sankehave som en del af parken. Der er plantet nøddehegn og frugttræer, som parkens gæster med tiden frit kan plukke fra. Til sommerfuglene er der op mod landevejen plantet buske og træer, der skal fungere som værtsplanter, hvor sommerfuglene kan lægge deres æg.
Stedet var “i gamle dage” en del af Gudhjem Vang, hvor byens beboere, fiskere såvel som avlsmænd havde jordlodder til dyrkning og afgræsning.
Sted: Gudhjem Museum, Stationsvej 1, Gudhjem
Tid: Lørdag, den 18. juli, kl. 11.00 – 12.30
Pris: Gratis
- Date 5. juli 2026
- Tags Kommende udstillinger og arrangementer

