maj 03

Ny gave til Gudhjem Museum

Skitse af Oluf Høst

Museet har modtaget en spændende gave igen.

Denne gang en skitse af Oluf Høst, doneret af Verna Kragh. Skitsen vil nu indgå i vores i forvejen store samling.

Denne skitse gav os dog lidt hovedbrud, da motivet adskiller sig væsentligt fra dem, vi kendte i forvejen. Det ligner umiskendeligt et motiv fra en fængselscelle, og vi blev nysgerrige efter at finde ud af, hvilke hændelser, der kunne ligge bag dette uhyggelige motiv.

En “eftersøgning” gik i gang med at spørge relevante steder. Det bedste og rigtige tip kom fra Lars Kærulf Møller, kunstmuseets tidligere direktør. Han bragte os på sporet af bogen “Hvad der hændte mig i Østtyskland” af Svend Heiberg med illustrationer af Oluf Høst.

Heldigvis kunne bogen lånes på Bornholms Bibliotek, og bingo – på side 85 findes en illustration med det selv samme motiv. Personerne er Svend Heiberg, siddende – og på briksen hans medfange Willi, der lider af svær leddegigt. Stedet er et såkaldt Lasaret i tilknytning til fængselsvæsnet i Bützow.

I 1952 fik Svend Heiberg den vanvittige idé at begive sig afsted over Østersøen mod Polen i en utæt sejlbåd sammen med sin hund Peter. Det skete efter et uheldssvangert forløb med psykiske problemer og uden at give hverken familie eller kolleger besked om planerne. Båden blev således pakket i nattens mulm og mørke. Da det var ved at gå helt galt efter storm, blev han samlet op af en østtysk fiskerbåd og bragt i land i Østtyskland, hvor han blev sat i fængsel, mistænkt for spionage.

Det hele ender dog lykkeligt efter 11 måneder, hvor han igen forenes med sin familie og hjemmet i Melsted.

Tusind tak til Verna Kragh (tidligere Gudhjem bo) for gaven og til Lars Kærulf Møller for at bringe os på sporet af historien!

Men lån selv bogen, hvis vi har vakt din nysgerrighed, ligesom Oluf Høst´s skitse vakte vores!

Illustration til bogen “Hvad der hændte mig i Østtyskland.