apr 26

Naturstien

Naturskov og fortidsminder

Start fra P-plads Gudhjemvej. Gå op til Duebakken forbi Kaffeslottet, der er bygget i 1912 af kaffegrosserer Sahl.  Materialerne til bygningen kom fra den tidligere hovedbanegård i København. Videre ad Gråmyrvej. På modsatte side af dalen ses et rødkalket hus, hvor kunstneren Sigurd Vasegaard og keramikeren Gertrud Vasegaard boede.

Gråmyr

Tag stien op i Gudhjem Plantage – naturskov – frem til søen Gråmyr. Myren blev udvidet, da man havde brug for ler til Gudhjem Havn.

Ved søkanten står en bautasten, der var en del af ”Varmeklippen”, som i sin tid var 40 meter lang. Her dansede de underjordiske.  Noget af klippen sprængtes til brug for Gudhjem havn efter stormfloden i 1872. Det hævnede de underjordiske med stormfloden i 1904 – siges det.

Fra Gråmyr går stien til 4 bautasten og gravrøser, dateret til jernalderen.

På marken ses gården Bognemark – motiv for nogle af Oluf Høsts mest kendte værker. I horisonten Salene bugten.

Nu har du 2 muligheder:

  1. Bokul

    Gå tilbage mod Gråmyrsøen på stien til Bokul. Før Helligdomsvej ligger ‘Træskodammen’, hvor bønderne gjorde deres træsko rene, inden de gik videre til byen eller kirken.
    Den høje flagstang står på Bokulbjerget.
    I 30’erne var der kunstmalere overalt. Her har de stået med staffeli på hver deres yndlingsplads. Oluf Høst stien, går stejlt ned til Løkkegade. For enden, ud mod vandet er Høst Museet i Oluf og Hedvig Høsts tidligere bolig. Hvis Høststien er for stejl, eller der er glat kan du komme ned i byen ad Bokulvej og Holkavej og følg den til havnen.

  2.  Langs kysten

    Tag stien, der fører til den mageløse udsigt over Salenebugten.
    På den anden side af landevejen og lidt nede af vejen Nørresand, står skiltet til Gudhjem by.
    Stien går til Hestestenene med den dramatiske historie. Et ungt par kørte i hestevogn ud over klippen – direkte i døden. Om dette er sandt er ikke bevist, men udsigten er god nok.
    Klippepartiet Røverborgen- var filmkulisse til ”Sicilianerrøverens Bryllup” i 1917.
    I 1904 blev Prinsessehaven anlagt af Stephan Nyeland og opkaldt efter Prinsesse Marie, som forærede ham en hvid bulldog til gengæld. Serpentinervejen er fra 1967. En trappe går fra Serpentinervejen ned til de tidligere bredbaner, hvor fiskerne tørrede garn. Om sommeren kan man se de sjældne gule blomster – Orientalsk Takkeklap. Gudhjems anden havn er Nørresand (Norresân). Havnen anvendes når det blæser kraftigt fra øst.

Kaffeslottet

Gråmyr

Gråmyr

Bautasten i Gråmyr

Hestestenene

Røverborgen

Prinsessehaven

Orientalsk Takkeklap