dec 06

Hoteller og pensionater

Fortalt og skrevet af Viggo Pedersen

Der var mange rejsende, der kom til Gudhjem i den sidste halvdel af forrige århundrede. Mine forældre havde udlejet til kunstmalere i 1880’erne med en pause, mens vi børn var mindre, og siden igen fra 1900 i ca. 20-25 år.

Det første hotel, man kan tale om, er hotellet, som Magnus Koch startede 1872, efter hans Moder Madam Koch havde solgt sin ejendom til købmand Vilhelm Rønne. Købmand Rønne rev de gamle ejendoms bygninger ned og etablerede købmandsgård med bestyrere indtil 1894, da den daværende bestyrer Andreas Hansen Brandt købte købmandsgården og drev den indtil 1918, hvor han solgte ejendommen til Gudhjem Håndværker- og Afholdsforeningen, som byggede en ny bygning, hvor der tidligere havde været hestestald og tømmerlager. Det blev dermed til Afholdshotellet. Der blev indrettet en sal, en spisesal, for afholdshotellets gæster om sommeren og til fester, foredrag, fester og stormøder om vinteren. Værelserne på første sal blev omdannet til Teknisk skole og soveværelser.

 

Madam Koch, som var enke, flyttede hen, hvor der senere blev bryggeri og drev vistnok lidt pensionat der også. Peter Koch har skrevet, at der var et skib, der lå i havnen og lossede, hvorfra der rømte en mand, som blev indkvarteret hos Madam Koch. Sønnen Magnus Jens Gordius Koch købte en gammel avlsbruger- og gæstgivergård af formand og købmand Jørgen Jacobsen Tranberg. Han rev de gamle bygninger ned og opførte nye, dog blev salen bygget senere ca. i 1890. Magnus Koch solgte til Rasmussen og flyttede til Rønne, hvor han drev Kochs Hotel på torvet, hvor Sillehoved havde forretning i mange år. Om det var Koch eller Rasmussen der byggede salen, ved jeg ikke. Rasmussen døde omkring 1895, og fru Rasmussen drev hotellet videre.

Efter hotelejer Rasmussen, som kaldte hotellet Jylland, kom der en mand ved navn Glud, – han havde sejlet på Congo-floden i Afrika, men ville nu være hotelvært og købte hotellet i Gudhjem. De satte stor pris på de varer, som de skulle videregive deres gæster, så det gik kun et par år med den forretning, men da han havde erhvervet gæstgiverbevilling, lejede sig ind i Gamla Karna (Cafe Klint) på havnen og drev restaurant der i et par år omkring 1901-02

 

Fiskerne, i hvert fald nogle af dem, var vant til at gå på kroen og få deres syp og øl. Det kaldtes 2½ to og en halv, og de var gerne to, der fulgtes, som de fik 2 sypa og delte en halv hvidtøl 1½ pægl. Så meget havde Glud lært, at der måtte to lokaler til en krostue, hvor fiskerne kunne komme med træsko og islændere, hvilket blev indrettet i Karnas storstue, og på salen blev den finere restaurant for dem, der kom med kravetøj og blanke sko. Men gamle Karna endte ikke som hotel, endnu da, men ved jo aldrig, hvad der kan ske.

Efter Glud kom der en vært på hotellet ved navn Petersen, men det varede også kun et par år, så kunne han ikke klare det længere. Så kom Jantzen, Carl Jantzen, der tidligere var handelsrejsende, og hans kone havde været kogejomfru på hoteller. Det blev derfor  til Jantzens Hotel, og på samme tid begyndte turisterne, hvorfor hotellet blev levedygtigt.

 

Da turistlivet var kommet i gænge i begyndelsen af dette århundrede, var der nogle af de førende beboere i byen, der syntes, at de måtte gøre noget for disse gæster, der kom og besøgte os. Derfor blev der dannet en turistforening, – ikke for at have udbytte af at betjene dem, men for at hjælpe dem.

Turistforeningen byggede badehus ved Melsted Badestrand. Der blev anlagt stier i skoven og andre steder. Der blev lavet og opstillet bænke, både på steder hvor der var god udsigt, og hvor der var en lun og hyggelig krog. Der blev bygget bro over Ravneskåret og  ved Kobbeåen. Fiskerne, som ikke fiskede mere, sejlede eller roede for dem til Rø klipperne ved Helligdommen. I 1908 byggede Karl Hansen og K. Olsen båden Dan, med motor af samme navn, og sejlede for turisterne, både til Helligdomsklipperne og til  Christiansø,. De lavede også en anløbsbro ved Salene, og skulle turisterne ind over land, kørte de i begyndelsen med hestevogn, enten Landauer eller Charabang.

Der var ingen aftenunderholdning, og der fandtes ingen forretninger, som var anlagt for at sælge krims krams til dem. Turisterne gik om aftenen efter middagen en tur til Bokul, Graamyr eller til Nørresand for at se solnedgang De tog også  et smut til Hotel Salene for at nyde aftenkaffen. Her var der en stille rolig afslappet ferie efter årets lange arbejdsdage. Nu har alle en kort arbejdsdag og en lang ferie med mange penge, – stressede og forjagede.

 

Hotel Fuglsang, en gammel avlsbrugerejendom.

Ved Stormfloden 1872 blev en dæksbåd slået af søen på land og havnede på Jens Espers mødding tilhørende ovennævnte ejendom. I 1886 købte skipper og købmand Peder Mogensen ejendommen og byggede den nordligste bygning. Den blev købt af Carl Fuglsang omkring 1900.Han drev slagter, manufakturforretning og systue i nogle år. I året 1913 byggedes den anden bygning, hvor der blev drevet pensionat, men også systue m.m. Senere blev det solgt til Einar Andersen.

 

Hotel Ellebæk startedes i lejede lokaler af Fru Christensen på Pension Ellebæk på Bækken 2 i Melsted. og flyttede senere over til Hotel Ellebæk (Melsted Badehotel).l.