sep 22

Gudhjems beliggenhed

Af Viggo Pedersen

Nede i byen under bakkehøjderne lå der jævnsides tæt på hinanden på samme side af Brøddegade 5 avlsbrugerejendomme med heste og køer og med deres jorder i vangen – Brøddegade 31-37.

På den anden side af vejen lå der også nogle avlsbrug, men de lå ikke så tæt sammen – omkring Brøddegade 34.

Disse avlsbrugere havde alle deres jorder i vangen, der strakte sig fra vangeleddet ovenfor Brøddegade ved Gudhjem mølle langs vejen til Melsted til Melstedgårdsengen og ad vejen til Toft til Lauegårds jorder, nu ved plejehjemmet, samt ad Vangevejen, hvor der var mange små jordstykker, som tilhørte de beboere, der kun havde en ko.

Vangevejen var kun en markvej, som strakte sig til Hulebøg og grænsede til Krogegårds og Melstedgårds jorder (se kortet).

Det var meget besværligt at transportere gødning op til jorderne, lige som hjemkørsel af høsten samt trækningen af køerne op på græsmarken, og hjem til malkning 2 gange om dagen.

Brøddegade var en markvej indtil år 1830, da den blev makadamiseret, skærvebelagt. Det var tungt for hestene at trække læssene op ad, og når de skulle ned ad bakken med læs, måtte de have en slæbe under det ene baghjul for, at hestene kunne holde vognen.

Før skoven blev tilplantet på Bokul omkring 1880, havde avlsbrugerne bakkerne fra Holkadalen til Hestestenene som fælles græsning til deres kreaturer, hvor de havde en vogterdreng til at vogte køerne om sommeren.

De avlsbrugere, der ejede en eller to køer, havde en dreng, som gik med dem i et reb og trak dem omkring, hvor der var noget græs. De største avlsbrugere havde ligeledes en dæksbåd og drev lidt handel. De fleste var også fiskere.

Desuden var der håndværkere til at udføre det arbejde, der krævede lidt mere, end hvad hver mand kunne udføre. Går vi 200 år tilbage, var der desuden mange, der var ansat ved Militsen som konstabler, bådførere, artillerister eller soldater. Det var dengang, da ”Batteriet” var fuldt udrustet på skansen, hvorfra landet skulle forsvares ved hjælp af kanoner for at hindre fjenden i at lande.

Avlsbrugerejendommen ved kirken, Lillevang 1, er blevet udstykket og bebygget undtagen Havløkken, der strækker sig fra Grevens Dal til Lille Jernkås. Resten af Lillevangs jorder er også bebygget undtagen nogle få oven Melstedgårdsskoven ved Nørrekrog.

Og så har vi Sletten med Jernkaas, Pumperenden og Sølvklippen, hvor der før i tiden var sommerophold for Melstedboernes køer og får samt legeplads med fodboldbane, skydebane, festplads, – nu lejrplads for fremmede ’fugle’, der kommer om sommeren for at nyde deres feriedage.

I den nordre ende af byen var der også en løkke, der tilhørte Søren Christensen. Derfor blev den kaldt Sørensa Løkja. Han boede i det hus, hvor nu Martha Baasch bor, Ejnar Mikkelsensvej 2.

Løkken blev solgt omkring 1880 til købmand Hans Madsen Schou og svogeren dampskibsekspeditør Jens Larsen Jensen, som udstykkede den til byggegrunde. De første to grunde blev solgt straks efter, og der blev opført hus i hver sin ende af nuværende Løkkegade. Det var murer Hans Lund i den søndre ende og bager Ole Jensen, nu Høsts hus, i den nordre ende. I løbet af det næste tiår var det meste af løkken og dermed Løkkegade bebygget.

Der var på Norresân et lille havnebassin med nogle små robåde, der blev benyttet af ældre fiskere til at ro ud til Saleneknæet for at trække et net fisk.

Det var Lærkan og Svenskan, og så havde Ole Jensen en lille gulmalet båd, som ikke var ligesom de andre. Den havde kun en toldepind til hver, hvor der var påsat en træklods, hvor der var boret et hul. Her stak man toldpinden ind, så man tabte ikke åren

.Havnen på Norresân blev anlagt efter meget og ihærdigt arbejde for at opnå statslån til at udføre arbejdet for.

I 1899 begyndtes arbejdet med ingeniør Hartman som leder. Der blev anbragt en dæmning og vandet udpumpet. Havnebassinet blev udsprængt, – alt med håndkraft. Til sprængning af klippen var der tre mand ved hvert bor. En til at holde boret og to mand med hver sin hammer til at stå på boret for at få det til at synke ned i klippen og efter en passende dybde, at blive fyldt med sprængladning med fængetråd.

Sprængningen blev altid foretaget ved arbejdstids ophør, middag eller aften således, at alle arbejdere var væk fra arbejdspladsen. De løssprængte sten blev i starten opkørt med trillebør ad en anlagt træbro, men da det krævede mange arbejdere, blev der anskaffet skinner og vogne samt et lokomotiv udlånt fra et tærskeselskab på landet til at trække vognene op med, – og ned løb de selv.

Strækningen fra havnen til skolelærerens badehus var tidligere flad strand med skanserne nedenfor haverne, hvor der nu er huse på.

Havnen fik tilladelse fra Bornholms Museum til at fjerne skanserne mod at lave en kørevej til et stykke jord på den anden side af Suserenden til anlæg af et batteri, der kunne forsvare mod indsejling af fremmede krigsskibe til havnen.

Vejen blev lavet, og der blev udsprængt klipper ved Styrtebakken. Stenene blev brugt til anlæg af molen ved Norresân. Batteriet blev dog aldrig lavet. Fladstranden blev opfyldt af det, der blev udsprængt af havnebassinet.

Det nye havneareal blev af havnebestyrelsen overdraget til havnen som ejendom og udlejet til fiskerne til breddebaner og til sildegarnene. (Se foto t.h.) Haverne mellem vejen og Bokul er alle bebyggede.

Stefan Nyland havde holdt ferie i Gudhjem i mange år, men i 1903 købte han Ana Laus hus, nu Nyelandshytten, Sct. Jørgensgade 5, og året efter købte han to haver på Norresân af Johan Møller og Andreas Hjorth. Her anlagde han en have og byggede et lille bjælkehus oppe på bakken og gav det hele navnet Vilvordeville,

Han anlagde også Prinsessehaven ovenfor Suserenden, hvor han plantede en del sjældne træer. Den blev opkaldt efter Prinsesse Marie, der var hans gode veninde. Hun forærede ham en hund, en bulldog.

Efter en del år her kunne han vel ikke overkomme arbejdet med haverne, så han solgte hus samt have og flyttede til Christiansø.