Bliv frivillig
Som medlem af Gudhjem By- og Museumsforening er du med til at sætte dit præg på udviklingen af Gudhjem og Melsted området og på museumsdriften.
Som frivillig i foreningen bliver du i endnu højere grad en del af fællesskabet – og du kan komme med dine input og ideer til forbedringer, hvis du melder dig til en af vores mange arbejdsgrupper.
Vi kan sagtens bruge flere hænder og hoveder i foreningen!
Derfor opfordrer vi til, at flere og gør en aktiv indsats for byen og museet.
Opgaverne er vidt forskellige – så meld dig til det, som du har mest lyst til og evner for.
Vi kan altid bruge flere, som arbejder i receptionen med at sælge billetter, postkort, bøger og plakater. Som billettør vejleder du også publikum med hensyn til udstillingerne.
I forbindelse med ferniseringer har vi brug for hjælp med ”forplejning” til de mange publikummer, der altid møder op, når vi åbner en ny udstilling.
Vi indkalder til arbejdsdage, når huset og omgivelserne trænger til en kærlig hånd.
Ved arrangementer som borgermøder og foredrag skal der stilles stole og borde op, og der skal sørges for forfriskninger.
I arkivgruppen arbejdes der bl.a. med at registrering og indscanning af fotos og gamle dokumenter. Så har lokalhistorien din interesse, så er det måske her du gerne vil gøre en indsats.
Hele foreningens drift er lagt an på frivillig arbejdskraft. Der udbetales ikke løn eller honorarer til hverken formand, bestyrelse, billettører eller andre, der bidrager til foreningens drift med deres arbejdskraft og ideer. Men til gengæld har vi det sjovt, og hvert år holder vi et arrangement for alle de frivillige. Det kan enten være en udflugt til et interessant sted eller som de seneste to år, hvor vi inviterede alle med til en lækker middag og hyggeligt samvær.
Er det noget for dig, så send en mail eller ring til koordinator for den arbejdsgruppe, der er mest relevant for dig og dine interesser.