Museumsbesøg og byvandring

Sådan deltager du i konkurrencen

Se udstillingen “Find motivet” på Gudhjem Museum og få et kort over de steder, hvor du genfinder udstillingens motiver i Gudhjem og omegn.

Kortet viser, hvor du skal stå for at se kunstnerens motiv. Som ekstra hjælp har vi også forsynet kortet med QR-koder, der kan hjælpe dig frem til stederne.

Gå ud i virkeligheder og find motiverne – enten dem alle sammen, eller bare dem, du bedst kunne lide i udstillingen. Når du har fundet motivet, tager du et foto af det og deler det på vores Facebookside i kommentarfeltet til det opslag, der handler om Find motivet – konkurence.

Når du deler dit foto, så skriv nr. og navn på motivet, som det står på kortet. Hver måned fra juli til oktober vælger vi en vinder, som får tilsendt sin præmie, og vi deler fotoet på Facebooksiden.

Præmier: En af vores kunstbøger + adgangsbilletter til Gudhjem Museum for fire personer.

Du kan sende lige så mange fotos, som du har lyst til.

Disse malerier indgår i konkurrencen

Nr. 1
MOGENS EGE (1893-1946)
Nørresand, 1943
Koordinater: 55 12 53 N 14 58 02 E

Til venstre ved havnen ligger Nørresand 8. som er bygget af Formand Jørgen Jacob Tranberg i 1878. Mange kender det som fisker Leif Stenbergs hus. Det sidste hus i havnefronten (gult) er opført 1910 af bådebygger Carl Madsen, og på strandbredden ses hans sorte skur, hvor der var værksted.

Oppe i klipperne, hvor serpentinervejen er i dag, ses to bindingsværkshuse. Tv. Nørresand 12, opført som sommervilla af overretssagfører Gudmann. Købmand Børge Grams kone, Ester, var plejebarn hos familien Gudmann, og hun arvede huset. Nørresand 16 er fra 1918. Det hedder i dag “Holme Hodda”

Nr. 2
HANS PETER HAAGENSEN (1884-1958)
Sorte Odde, Bokul, 1926
Koordinater 55 12 52 N 14 58 05 E

Udsigt til Bokul – set fra HP Haagensens barndomshjem, der lå Nørresand 4 ved Sorte Odde Batteri. Man ser Haagensens røgeri og Bendtsens skæreri.

Hans Peter Haagensen var kunstmaler, digter, øldepotindehaver m.m. Han kom tidligt i forbindelse med “Bornholmerskolen”, dog uden at det påvirkede hans stærkt naivistiske maleri. De tidlige arbejder (Kunstnernes Efterårsudstilling) bar præg af en traditionel, naivistisk detaljeringsgrad. Hans malerier udvikledes i løbet af 1920’erne – under påvirkning af vennerne Oluf Høst og Ludvig Karsten i en stærkere kolorit.

Nr. 3
KASPER KØIE (1954 – )
Prinsessehaven,
Koordinater: 55 12 50 N 14 57 47 E

Kasper Køie henter sin inspiration i den bornholmske natur, gerne ved Suserenden.

Billederne er organiske, lyriske med stor musikalitet og en fabelagtig sans for form og frave, der skaber stemninger i både dur og mol. Det gør malerierne spændende at beskue.

Kasper maler det samme motiv igen og igen.

Med sin kunst er han ambitiøs, kompromisløs, vedholdende (stædig) og grundig. Et billede er kun færdigt, når han selv er tilfreds med resultatet. Til tider er han lige så urokkelig som de klipper, han på så mesterlig vis skildrer med sin pensel.

 

 

 

 

 

 

Nr. 4
HENNING KØIE (1913-1997)
Udsigt fra Bokul, ukendt år
Koordinater: 55 12 46 N 14 58 03 E

Henning Køie var meget alsidig i sit virke: Kunstmaler, forfatter, debattør, poet, billedkunstner, skribent, illustrator, billedhugger, viseforfatter, spillemand, komponist og ikke mindst livskunstner.
Inspiration til både det maleriske og musikalske har Henning Køie fået gennem sin opvækst. Hans far, Ernst Køie, mestrede også både det maleriske, musikalske og poetiske.
Henning Køie valgte at flytte til Christiansø og leve som maler på beskeden vis. Han havde ingen uddannelse, var autodidakt. Debuterer i 1936 på Kunstnernes Efterårsudstilling, og udstiller der de efterfølgende fem år.

Nr. 5
HANS PETER HAAGENSEN (1884-1958)
Holkavej, 1923
Koordinater: 55 12 42 N 14 58 09 E

Hans Peter Haagensen var kunstmaler, digter, øldepotindehaver m.m. Han kom tidligt i forbindelse med “Bornholmerskolen”, dog uden at det påvirkede hans stærkt naivistiske maleri. De tidlige arbejder (Kunstnernes Efterårsudstilling) bar præg af en traditionel, naivistisk detaljeringsgrad.

Om Holkavej 2A, Hestestalden
Ejere gennem tiden: Før 1845, Jørgen Henriksen og Ane Marie. 1845-1890, Snedker Peder Svendsen. 1890-1893, Hotelejer Peter Rasmussen. 1894-1899, Hotelejer Maren Rasmussen. 1899-1901, Hotelejer Jens Glud. 1901-1902, Hotelejer Rasmus Pedersen. 1902-1936, Hotelejer Carl og Anna Jantzen. 1936-1949, Hotelejer Anna Jantzen. Sønnen Johannes Jantzen, Jonas, bor indtil 1959 i Hestestalden.

Nr. 6
ERNST KØIE (1872-1960)
Holkahesten
Koordinater: 56 12 31 N 14 58 07 E

Ernst Køie debuterede som grafiker på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1904. Udstiller på Charlottenborg. Omkring år 1900 arbejder han med raderinger, ofte flerfarvede. Han er botaniker og kender nøje alle planter og blomster. Hans værker er påvirket af japansk og kinesisk kunst, stærkt dekorativt betonet. Ernst Køie var i 1899-1900 tilknyttet Bing & Grøndahl, og fra 1904-1907 til Den kongelige Porcelainsfabrik. Han virkede som tegner ved Kunstindustrimuseet i 1912-1913.

HOLKAHESTEN ligger og slumrer i en mindre sprækkedal, Holkarenden, som fører fra Holkadalen op til Kaffeslottet. I bunden af Holkarenden ligger et stort fladt klippestykke, der på grund af ligheden med en hest har fået navnet HOLKAHESTEN. Hesten huserede i Gudhjem ved nattetide. Sagnet fortæller, at den sov om dagen, men rejste sig om aftenen og jagede børn, der kom gennem dalen. “Grå som toggan, fæl, me longa ørn”.

 

 

Nr. 7
AAGE SCHAD (1904-1974)
Søndre Brygge, Åsen, 1937
Koordinater: 55 12 43 N 14 58 20 E

Aage Schad var skulptør og billedkunstner. I 1936 opførte han bindingsværkshuset “Vippen” på Grevens Dal 2. Trods deltagelse på Charlottenborgs forårsudstillinger blev han ikke rigtigt anderkendt som kunstmaler. I 1943 arbejdede han som skulptør, hvor han brugte indsamlet naturmateriale fra sine vandreture. Han kaldte dem “Skulpturer, skyllet op af havet”. Han havde succesrige udstillinger i København i slutningen af 1940’erne samt i Paris og Tyskland i 50’erne. Hans gravmæle står på den gamle kirkegård i Gudhjem. Aage Schad testamenterede 4 kalkstensskulpturer til Gudhjem Museum.

Nr. 8
JOHAN ULRIK BREDSDORFF (1845-1928)
Kirkestien, 1884
Koordinater: 55 12 41 N 14 58 17 E

Kirkestien 1: Et hus med 8 fag og have – “Mindet”
Fisker Peder Christian Schou (1822-1901) sidder udenfor sit hus og syr sejl.
Datteren, Line Schou, og sønnen, Christian Andersen Schou, bor i huset til midt i 1930’erne, hvor Åge Tranberg arver huset.

Kirkestien 2: Et hus med 5 fag og have. Havnefoged Hans Linds hus.

 

 

 

Nr. 9.
UKENDT KUNSTNER
Gudhjem Bryggeri, ukendt år
Koordinater: 55 12 40 N 14 58 15 E

 

 

 

 

 

 

Nr. 10
HANS PETER HAAGENSEN (1884-1958)
Brøddegade, ukendt år
Koordinater: 55 12 43 N 14 58 13 E

Til venstre ses Jantzens Hotel før den store renovering i 1926. Hotellet er grønt, – det var mange huse i Gudhjem på den tid. Ifølge overleveringen fik Købmandsgården et stort parti grøn maling billigt. Malermester Holm købte stort ind, og mange af byens huse blev grønne.

Bag hotellet skimtes Hermandine Rønnes Galanteriforretning.

Forrest til højre ses Martin Madsens avlsbruger ejendom, herefter Skrædder Christensens hus, hvor baptisterne havde mødesal. Det røde hus bagest i billedet ses Christian Lunds nybyggede forretning og bageri, som stod færdigt i 1924.

 

 

 

 

 

Nr. 11
EDELE TRONIER
Gudhjem Mølle, 1928
Koordinater: 55 12 31 N 14 58 28 E

Kullmanns Mølle, bygget i 1893, af den svenske indvandrer, Matts Nielsen Kullmann (1825-1894) til sønnen Christian Kullmann. Det er en såkaldt hollandsk mølle, hvor “hatten” kan dreje med vinden.

I løbet af 1890’erne bygger Christian Kullmann bolig, pakhus, motorhus og bageri oppe ved den nye mølle, som er Danmarks største hollandske mølle.

I 1909 bygges elektricitetsværket.

Christian Kullmann (1865-1945) driver møllen til 1944.

 

 

Nr. 12
BERTEL HANSEN SVANEKE (1883-1937)
Lille og store Jernkås
Koordinater: 55 12 41 N 14 58 17 E

Lille og Store Jernkås ligger langs Sletten Camping, syd for Gudhjem. Udtrykket “kås” betegner en primitiv havn eller et landingssted for små både. Store Jernkås er i dag en rullestensstrand i den lille bugt øst for campingpladsen, og Lille Jernkås er en slugt med uroligt vand, nord for Store Jernkås, der hvor Tulaknajla-stien til Gudhjem havn begynder.

Umiddelbart ved Lille Jernkås er der et indhegnet område på campingpladsen. Her er en gravplads med stensætninger og røser fra jernalderen. For 100 år siden, da fodboldspillet kom til Gudhjem, blev kampene spillet her på Sletten.

Bertel Hansen-Svaneke blev uddannet på Kunstakademiet i København 1913, og et par år senere skiftede han navn ved at tilføje fødebyens navn, med bindestreg til sit efternavn.

Nr. 13
OLUF HØST (1884 – 1966)
Drejeskiven, ukendt år
Koordinater: 55 12 25 N 14 58 21 E

Gudhjem Station, hvor denne udstilling er i vestibulen, blev indviet den 27. juni 1916 på strækningen Gudhjem-Almindingen.
Jernbanen nedlægges den 18. august 1952 og herefter fungerer bygningen som rutebilstation indtil DBJ – De bornholmske Jernbaner går i likvidation i 1968.
Stationsbygningen er tegnet af Aage Rafn og Kay Fisker. Drejeskiven forrest i maleriet er i dag markeret foran museet.

Oluf Høst uddannede sig i årene 1906-1915 på forskellige kunstskoler som Kunstakademiet og hos maleren Harald Giersing.
Den franske maler Cézanne blev hans absolutte kunstideal, selv om Høst understregede den store forskel i deres værker. Høsts billeder er kaldt lyrisk realisme og mørkemalerier.

Nr. 14 
CARL BUDTZ-MØLLER (1882-1953)
Gudhjem Vang, ukendt årstal
Koordinater: 55 12 09 N 14 58 41 E

I 1800-tallet havde avlsbrugere, avlsmændene, nede i Gudhjem “jord i vangen” (Gudhjem Vang), der strakte sig fra vangeleddet ovenfor Brøddegade, ad Vangevejen til Melsted. Selv fiskere med en enkelt ko havde en jordlod ovenfor byen.

I dag er en del af Gudhjem Vang omdannet til habitat for vilde planter og insekter – “Sommerfuglemarken” foran Gudhjem Museum.
Budtz-Møller har gengivet landskabet med Gudhjem Vang, som det så ud, når man kom fra Melsted.

 

Nr. 15
LUDVIG HOLM (1884-1954)
Nørrekrog, Melsted Havn, 1926
Koordinater: 55 12 22 N 14 58 46 E

Maleri af kysten ved Melsted Havn med huset Melsted Langgade 24. Oprindeligt et hus med 4 fag og have, opført i 1888 af fisker Svend Mogensen. Røgeriet blev byttet til omkring 1915 af sønnen Thimann Mogensen. Før den tid røgede man sild i stueskorstenen.

Det bagved liggende Melsted Langgade 26 blev bygget i 1936 af postbud Jens Vilhelm Kofod.