apr 25

Byens juletræ blev tændt

Den 29. november kom julen til Gudhjem

Gudhjem By- og Museumsforening sørgede for, at byen fik sit eget juletræ igen i år.

Fra foreningen er det Sanne Bloch, der er ”juletræskoordinator”, og igen i år var der stor hjælp at hente fra Gudhjem Vuggestue og Naturbørnehave, som arrangerede løjerne i forbindelse med tændingen. Nissefar var til Nissemors store frustration ikke mødt op til tiden, og da han endelig ankom på løbehjul, så havde han glemt sækken med pakker. Dem måtte han så op i toppen af Møllen for at hente.

Foreningen skylder stor tak til byens frisør Ø-klip, som har doneret træet i år, til Knud Kofoed, som stod for fældningen, til entreprenørfirmaet Jens Møller, der bragte træet på plads og til Gudhjem El, som har sørget for at der også er lys på træet. Et grantræ uden lys er jo ikke noget juletræ.

Det hele skete den 29. november.

Men ak og ve! Om morgenen den 6. december var juletræet faldet omkuld for stormen. Så mon problemerne med nissefar bare var et forvarsel om de ulykker, som skulle ramme årets juletræ. Nu ser vi frem til at det kommer på højkant igen – og denne gang i stormsikret tilstand.