Moments’ Notice Earthbound//Earthsound – jazz koncert 16. september 2020
Som en del af Bornholms Kulturuge arrangeres jazzkoncert i udstillingen den 16. september kl. 17.00
Idéen bag arrangementet er at introducere publikum til de magiske øjeblikke, hvor musik smelter sammen med den omgivende verden.
Målet er at lade jazzens univers åbne op for tanker og samtaler, der er en kulturuge værdig. Hvor snakke om kunst, om klippeøens natur og om vores liv og hverdag får plads. Hvor mennesker mødes – og kulturen siver ind. Moment’s Notice er en innovativ jazzduo, som består af Johann Gustav (piano) og Jonas Due (trompet). De er begge konservatorieuddannede musikere og er velkendte ansigter i det københavnske musikmiljø, hvor de begge har deres daglige gang.
Denne koncert på Gudhjem Museum vil være en intim og lydmæssig overligger til museets aktuelle udstilling ‘Earthbound’. Udstillingen er baseret på nye værker af fem forskellige kunstnere, som gennem hver deres kunstart – fra maleri til keramik og trædrejning – har skabt værkerne med direkte forbindelse til Bornholm. Referencer til overskriften Earthbound er gennemgående i udstillingen, og tilknytningen til naturen er tydelig. Derfor vil pianist og komponist Johann Gustav, som selv er opvokset på Bornholm, denne aften bidrage til den ellers tavse udstilling ved at uropføre et værk specielt komponeret til lejligheden. Med sig har han trompetisten Jonas I. Due, og sammen vil de forsøge at få den bornholmske natur til at skylle ind over lytterne gennem musikken. Koncerten vil derudover være centreret omkring jazzens stærke tradition. En tradition, som på samme måde som de repræsenterede kunstarter, springer ud af af improvisation, kreativitet, leg, æstetik og mestring af sit instrument.
Billetter til koncerten købes her.
Vær opmærksom på, at du udover at have billet også skal kunne forevise Kulturugens badge, som kan købes på museet.
- Date 18. juli 2020
- Tags Tidligere udstillinger