28. marts – 3. maj 2026: Udstilling “MINE PORTRÆTTER”
MINE PORTRÆTTER – Lisa Høyrup, retrospektivt

Selvportræt, 2025. Foto: Jørgen Koefoed
OM UDSTILLINGEN
Med årets første udstillinger sætter Gudhjem Museum fokus på portrætkunsten.
En stor samling portrætter, som Lisa Høyrup har udført gennem en længere periode, rummer både familieportrætter og portrætter af kendte mediefolk samt den kongelige familie. De seneste er helt nye – fra 2025 – nemlig et portræt af røgmesteren på Gudhjem Røgeri og selvportrættet herover.
OM KUNSTNEREN
Lisa Høyrup (1941 – ) er født og opvokset i Bagsværd.
Siden 2004 har hun boet i Gudhjem, hvor de fleste af udstillingens malerier er skabt.
Hun er uddannet som tegner fra Kunsthåndværkerskolen i 1961, og efter en årrække på reklamebureauer og senere med egen grafisk tegnestue ( 1990-2000), debuterede hun som kunstner i 1998 ved Kunstnernes Efterårsudstilling på Den Frie i København.
Hun har tidligere udstillet på Charlottenborgs Forårsudstilling i København, Kunstnernes Påskeudstilling i Århus og Kunstnernes Sommerudstilling i Tistrup. På Bornholm har man kunnet se hendes værker på bl.a. Bornholms Forårsudstilling på Svanekegården og på Galleri Kaffeslottet, ligesom mange vil være stødt på hendes kunst på restaurant Venezia i Gudhjem.
Allerede i folkeskoletiden fik Lisa sin første inspiration til malerkunsten gennem et besøg i sin klasselærers hjem, hvor eleverne blev præsenteret for et landskabsmaleri. Her fik hun blik for, hvordan et maleri kan fortælle en hel historie og påvirke den, der betragter maleriet.
Lisa begyndte selv at male for alvor langt senere, da hun var holdt op som selvstændig grafiker, omkring 1990. De tidligste motiver var ”Nature morte”/opstillinger med mad. For ca. 30 år siden kom det første portræt, hvor hendes partner og kommende ægtemand, Jørgen Koefoed, sad model.
Nogle portrætter bliver malet på bestilling, mens andre sker på Lisas eget initiativ, hvor en bestemt person eller begivenhed fanger hendes interesse. I udstillingen vil hvert portræt være forsynet med en tekst, der beretter om personen på maleriet og/eller om de omstændigheder, der gav anledning til valget af model.
Arbejdsprocessen med at udføre et portræt er lang og grundig. Det kræver, at kunstneren danner sig sit eget personlige indtryk af modellen gennem samtaler. Nogle gange sidder personen model gennem mange timer, andre gange arbejder Lisa ud fra fotos af modellen. Men altid fotos, hun selv tager i forbindelse med personlige møder med personen.
Ud over at genkendeligheden – portrætligheden – skal et portræt ifølge Lisa Høyrup også vise et udtryk, der siger beskueren noget. Mennesket bag portrættet skal kunne anes, så der opstår en form for kontakt mellem portrættet og den, der kigger på det.
Fernisering med gratis adgang lørdag, den 28. marts 2026, kl. 14-16
Udstillingen vises frem til og med den 3. maj 2026.
Åbningsdage og tider: Torsdag – Søndag, kl. 11 – 16
I samme periode præsenterer museet udvalgte portrætter fra egen samling i Stationsbygningen.
- Date 13. december 2025
- Tags Kommende udstillinger og arrangementer, Udstillinger og arrangementer

