1. april – 21. maj. Udstilling: “Come To Life”

Værker af Cæcilie Kaas Jørgensen

Gudhjem Museum giver plads til unge kunstnere med tilknytning til Bornholm, og denne udstilling den anden i rækken, hvor vi afprøver et koncept, hvor den aktuelle kunstner skal give stafetten videre til en anden ny kunstner. I 2022 udstillede Gaia Armyrantis Trampedach, som gav stafetten videre til dette års kunstner.

OM COME TO LIFE

Cæcilie fortæller om sin udstilling:

” Min udstilling ”Come To Life” er en serie af malerier, der skildrer naturens egne kreative og dynamiske udtryk, hvor en tilpasning og finpudsning af dyr og planter gennem millioner af år ender ud i mærkværdige designs. Med fokus på det spøjse og organiske univers, vi som mennesker oprindeligt kommer fra og er en del af, er denne udstilling blevet til.

Vi lever i en superstresset tid med et kæmpe økonomisk pres, som leder mange mennesker ind i en tunnel af mental anspændthed, hvor livsglæden let kan overdøves af modløshed og mangel på energi. Jeg har fundet et helle i min maleriske proces, som netop hylder livet og dets farverige og fantasifulde udvikling. Jeg håber på, at malerierne vil give en oplevelse af begejstring for den biologiske evolutions magi, som du og jeg egentlig ikke er tilskuere til, men en uomtvistelig del af.

Vi er mere end stressede hverdage og ubetalte regninger, vi er dybt komplekse væsener med hele universets byggesten lagret i vores dna, og vi lever i skabelsen.

”Come To Life” består af en serie af malerier og illustrationer malet og tegnet med akryl, akvarel, poscatusser og blæk.

Udstillingen kan ses fra den 2. april – 21. maj, torsdag – søndag kl. 13-17, med en extra åbningsdag den 10. april på 2. påskedag.

Der er fernisering med gratis adgang den 1. april fra kl. 14-16.

OM CÆCILIE

Cæcilie Kaas Jørgensen voksede op i Bøgeskoven på Stevns og har altid følt stor glæde ved at skabe og udtrykke sig gennem fx tegning eller modellering. Hun tilbragte en stor del af sin barndom i skoven og på stranden, hvor hun samlede på sten, skaller og knogler.

Hun har rejst utrolig meget og oplevet både tropiske jungler på Filippinerne, bjergvandring i Grønland og drypstenshuler i Australien, og fundet stor inspiration gennem disse oplevelser.

Efter at have færdiggjort Køge Gymnasium, med sideløbende musikskole, tilbragte hun en længere periode på Thorstedlund Kunsthøjskole, hvor hun arbejdede med bl.a. keramik, musik, maleri og illustration. Herfra kom hun ind på Kunstakademiets Designskole på Bornholm, hvor hun graduerede i 2012. Hun har siden været bosat på øen og haft en lang række forskellige udstillinger.

Hun arbejder med værktøjer som intuition og spontanitet og beskriver hele den kreative proces som en frigørelse af det inderste.

Cæcilie omformulerer flora og fauna til egne fantasifulde og besynderlige skabninger og verdener.

Læs Cæcilies CV

Du kan følge Cæcilie på Instagram

Som gæst og næste års udstiller har Cæcilie inviteret Alena Wils.
Alenas Hjemmeside

  • Date 6. februar 2023
  • Tags Tidligere udstillinger