Behovet for en havn i Gudhjems nordlige del opstår i takt med at Løkkegade etableres.
Købmand og kalkbrænder, Hans Madsen Schou (1846-1930), og hans kone, Agnethe Marie Sofie, boede Brøddegade 30.
Her var der i sin tid en “løkke” (bornholmsk ord for indhegnet mark), der tilhørte fisker Søren Christensen. Derfor blev den kaldt ”Sørensa Løkja” (Sørens løkke). Han boede i det gule bindingsværkshus, der er Ejnar Mikkelsensvej 2.
Løkken blev solgt omkring 1880 til købmand Hans Madsen Schou og hans svoger dampskibsekspeditør Jens Larsen Jensen, som udstykkede den til byggegrunde. De første to grunde blev solgt straks efter, og der blev opført to huse i hver sin ende af nuværende Løkkegade.
Det var murer Hans Lund i den sydlige ende og bager Ole Jensen i den nordlige ende, nu Oluf Høsts museum, 100 meter fra ”Norresân hamn”.
I løbet af det næste tiår var det meste af løkken og dermed Løkkegade bebygget.
På Nørresand lå i forvejen en lille anløbsplads med sten og grus, som blev brugt af ældre fiskere. De havde nogle små robåde til at ro ud til “Saleneknæet” for at trække fisk med net, og med den store tilflytning til Løkkegade blev behovet for en egentlig havn også større og større. Samtidig kunne en ny havn være reserve- eller nødhavn for Gudhjem havn, hvor de østbornholmske dampskibe fra 1877 ved hård vind fra øst fik mulighed for at anløbe.
Øst for Nørresand lå det oversøiske grundfjeld, ”Ræveskæret” (egentlig klipperevet), som allerede dannede bølgebryder for nordlige og især østlige vinde.
Det lykkedes efter ihærdig indsats fra Gudhjem havns havnebestyrelse at opnå statslån til at sætte etableringen af ”Norresân-hamn” i gang.
S/S Nordbornholm fra Det østbornholmske Dampskibsselskab i Nørresand havn i 1930’erne. Trods den lille havn kunne skibet med sine 41,73 m og med sin dybgang på 2,84 m lægge til i hav-nen
Snedker Viggo Pedersen beretter:
”I marts 1898 begyndte arbejdet med havneingeniør Hans Zahrtmann, Rønne, som leder. (Hans Zahrtmann, havneingeniør på mange af de bornholmske havnebyggerier, var bror til maleren Kristian Zahrtmann.)
Man etablerede en dæmning, vandet blev pumpet ud og havnebassinet blev udsprængt – alt med håndkraft. Når klippen skulle sprænges var der tre mand ved hvert bor. Én til at holde boret og to mand med hver sin hammer til at stå på boret, for at få det til at synke ned i klippen og efter en passende dybde blev hullet fyldt med sprængladning med fængetråd. Sprængningen blev altid foretaget ved arbejdstids ophør, middag eller aften, således at alle mand var væk fra arbejdspladsen.
De løssprængte sten blev i starten kørt bort med trillebør ad en træbro. Men da det krævede mange folk, blev der anskaffet skinner og vogne samt et lokomotiv, udlånt fra et tærskeselskab på landet, til at trække vognene op med, – og ned løb de selv! Strækningen fra havnen til skolelærerens badehus var tidligere flad strand med skanserne nedenfor haverne, hvor der nu er huse på.
Havnebestyrelsen fik tilladelse fra Bornholms Museum til at fjerne skanserne mod at lave en kørevej til et stykke jord på den anden side af Suserenden til anlæg af et batteri, der kunne forsvare mod indsejling af fremmede krigsskibe til havnen.
”Norresân hamn” fra vest ved ”Stortana” og Holma Hodda.
Vejen blev lavet, og der blev udsprængt klipper ved Styrtebakken (”Stortana”). Stenene blev brugt til anlæg af molen ved Norresân. Batteriet blev dog aldrig lavet.
Fladstranden blev opfyldt af det, der blev udsprængt af havnebassinet og brugt som bredebaner”.
Det nye havneareal blev af havnebestyrelsen overdraget til havnen som ejendom og udlejet til fiskerne til breddebaner og til sildegarnene samt arbejdsplads. I 1902 stod så den nye havn, ”Norresân hamn”, færdig. Allerede i 1918 blev havnen fordybet, så de nye dampskibe fra Det østbornholmske Dampskibsselskab også kunne lægge til.”
Find mange flere fotos fra Nørresand her