nov 21
Ny sti 2020

Anlægget og drejeskiven

Hvad var det dog der skete?

 

Mange har set, at der i forgangne uge er sket forandringer på området foran vores museum henne ved ”drejeskiven”.

Det er kommunens projekt, men Gudhjem By- og Museumsforening har været ind over planerne med historiske oplysninger om, hvordan det så ud og fungerede i gamle dage. Første trin i projektet var at markere stedet, hvor drejeskiven var i gamle dage. Drejeskiven var en konstruktion, hvor man kunne vende lokomotivet, inden det skulle returnere til Almindingen fra Gudhjem. I dag er stedet markeret med en støbt platform, som er belagt med træ, så den også kan fungere som bænk. Et par skinnestumper er lagt oven på, så man kan se, hvordan retningen var hen til perronen.

Her i anden omgang af projektet er turen kommet til området omkring, hvor man retablerer det gamle anlæg med sti og træer. Desuden er der opsat et par bænke og der er gjort klar til infotavle, der kan fortælle, hvad det hele forestiller.

På museet har vi præsenteret skitserne til projektet først ved vores åbenthus-arrangement i januar og igen ved generalforsamlingen i marts.

Der er altså ikke tale om, at man rekonstruerer hele anlægget med drejeskive og skinner, men stedet bliver fremhævet, så udtrykket giver en fornemmelse af, hvordan det har været engang.

Det er glædeligt, at planerne nu endelig bliver realiseret – og vi håber, området vil blive brugt.