Invitation til vælgermøde med særligt fokus på 3760
Rø, Østerlars og Gudhjem
Tid: Onsdag d. 29. oktober, Kl. 19.00-21.00
Sted: Gudhjem Museum
Ø-politik med lokal tvist
Vi skal snart X’e, men hvor skal vi sætte krydset?
Vi hører tit, at der går ”sognerådspolitik i den”. Oftest handler det om, at politikere, der bor i et lokalsamfund, kæmper lidt ekstra for det lokalområde, de kommer fra og repræsenter. Men er det ikke helt ok? Vi holder os i hvert fald ikke tilbage, når vi forlanger, at øens to folketingspolitikere skal kæmpe Bornholmernes sag!
I vores 3 lokalsamfund Rø, Østerlars og Gudhjem kan vi hurtigt spotte en række temaer, som vi har en stærk fælles interesse i at diskutere, – og i den diskussion vil vi gerne involvere de lokalpolitikere, der er bosat 3760-området.
Når den nyvalgte kommunalbestyrelse skal enes om en fælles vej fremad, håber vi naturligvis, at de f.eks. fortsat bakker op om vores uhyre vigtige lokale mødesteder, de stærke frivillige indsatser, som kendetegner vores 3 lokalsamfund:
Tænk bare på den flotte nye fordybelsespavillon ved Medborgerhuset i Rø og engagementet i 4-klynge samarbejdet,
Østerlars entydige succeser omkring Multihuset, Din Købmand og den genopstandne fodboldklub,
samt Gudhjemhuset, Biblioteket/Universitetet og svømmehallens snarlige varmtvandsbassin i Gudhjem.
Alt sammen noget der er båret frem af frivillige ildsjæle! Men, der er et men! Indimellem truer det evindelige sparekatalog, de lange sagsbehandlingstider, en rigid lovgivning eller bare en oplevelse af at kommunen godt kunne spille lidt mere med. Ovennævnte eksempler viser med al tydelighed at der blandt borgerne er en stærk vilje og mange stærke kompetencer, – som – når de får medspil – bidrager langt mere end de koster.
Fælles emner, vi tænker at sætte på dagsordenen, kunne f.eks. være:
Bolig- og bosætningspolitik: Rø og Østerlars kæmper med at fastholde indbyggertallet efter at helårspligten er ophævet, mens Gudhjem kæmper med husejere der forsøger at omgå bopælspligten. Hvilke løsninger kan der være på disse udfordringer?
Trafikken: Østerlars er ramt af rigtig meget tung og hurtig landbrugstrafik, mens Gudhjem kæmper for at begrænse trafikken ned igennem de snævre gader.
Frivillighed: Hvordan styrker vi arbejdet for de frivillige, og hvordan udnytter vi endnu bedre de mange stærke menneskelige ressourcer, der findes i vores lokalsamfund?
Borgerinddragelse: Vi vil gerne! – Men hvordan sikres vi bedst muligt at vi får lov, – får opbakning, – får rum til at udfolde vores engagement?
Kandidater til kommunalbestyrelsen bosat i 3760:
Ralf Skovgaard (K) Helle Munk Ravnborg (E), Sebastian Bloch Jensen (SF), Morten Riis (E), Mads Wolff (S), Sanne Friborg (E), Anne Jensen (S)
Kom og vær med til debatten og find ud af, hvad dine kandidater står for.
Med venlig hilsen
Borgerforeningerne i Rø, Østerlars og Gudhjem
PS. Husk at stemme! Den 18. november er store valgdag, – men det er også muligt at sætte sit kryds i valgbussen d. 6. november kl. 12.30-13.30 på Gudhjem Havn.