I 1920’erne udvandrede 2 unge bornholmere fra Gudhjem og Melsted til New York.
Villiam Mogensen var født d 3.marts 1897, søn af fisker Timan Sinius Mogensen og Juliane Margrethe Andersen, de boede i Melsted.
Villiam Mogensen udvandrede første gang i 1922, hvor han var registret som tømrer. I 1928 var han tilbage i Danmark og var nu bådebygger, ungkarl og boede Port Washington, Long Island, New York
Hjemme i Gudhjem mødte han Edith Katrine Nielsen. Edith var datter af fisker Ole Kofoed Nielsen og hustru Marie Katrine Nielsen. De boede i Løkkegade i Gudhjem.
Ediths to ældre brødre Ludvig og Kristian var tidligere udvandret til USA, ligesom mange andre unge Gudhjem boere, det var en stor udvandringsbølge, der ramte byen i 1920’erne.
Ludvig Nielsen efterkommer Clifford Johnson fortæller:
Ludvig bosatte sig i Californien, blev gift og arbejdede som havnearbejder i Los Angeles, senere kom han til at skrive filmanmeldelser i en lokal avis.
Om Kristian, der også udvandrede, kunne Ludvig Nielsens familie fortælle, at Kristan muligvis var vendt han tilbage til Danmark. Det sidste Ludvig havde hørt fra Kristian var, at han boede i New York og ville vende tilbage til Danmark. Her slutter sporet.
Edith arbejdede som syerske i Ingon Lunds systue, hun var også aktiv i afholdsforenings sangkor og Indre Missions hus ” Sikem”. Der er bevaret en del fotos af hende fra Gudhjem, hvor hun er fotograferet sammen med andre unge piger i og omkring Gudhjem.
I 1929 kom Villiam igen til Gudhjem og d. 10. september blev han gift med Edith i Gudhjem Kirke. Villiam var bådebygger af Port Washington, New York og ungkarl, Edith var syerske i Gudhjem.
Edith udvandrede den 13.oktober 1929 og hed nu fru Edith Mogensen.
William Mogensen arbejdede som bådebygger for Purdy Boat Company i Port Washington, Long Island, New York
Purdy Boat Company blev i 1920’erne og 1930’erne regnet for de bedste bådebyggere i USA, når det drejede sig om yachts og racerbåde.
I 1930 og 1950 ved folketællingerne var deres adresse Williston Park, Nassau County, New York.
I juli 1930 blev deres eneste barn Ervind Mogensen født.
I 1934 fik de besøg af Ediths veninde Ingon Lund, der blev ved denne lejlighed fotograferet en del.
Disse billeder var af deres hus, bil og den lille familie samt sandsynligvis naboer.
De tog endda på en udflugt til Canada.
I 1956 blev deres søn gift med Elaine O’Rourke, Ervind var arkitekt og blev en kendt arkitekt i New York.
Ved William Mogensens død i 1979 boede familien stadig i Williston Park.
Edith Mogensen var ved sin død 25 marts 1998 bosiddende i Florida, West Palm Beach.
Ediths søn kalder sig i dag Budd Mogensen og bor i Palm Beach Gardens, Florida, sammen med sin kone Elaine.
Edith Nielsens mor Marie Nielsen fik et langt liv, hun boede i deres hus Løkkegade 22. Marie Nielsen blev 103 år, men måtte tilbringe den sidste tid på Gudhjem Plejehjem.
I filmen ”En by omkring år 1900” var Marie Nielsen en af fortællerne. Filmen omhandlede Gudhjem, fotografier fra tidsperioden blev vist og Gudhjem boere fortalte om deres erindringer fra tiden.
Edith skrev hjem til sin mor, så længe moren levede. Hun holdt også kontakten med sin veninde Ingon Lund, der døde i 1983.
Ifølge overleveringen i Gudhjem kom Edith aldrig hjem og besøgte sin mor, fordi det ville være for tungt at rejse igen.
Long Island Edith Nielsen ( Mogensen) og hendes søn Ervind Mogensen foran deres bil.