apr 30

Bygningsreglement og lokalplan

Opfordring til byens borgere

Gudhjem By- og Museumsforening opfordrer til, at alle overholder bygningsreglement og lokalplan

De fleste husejere er bekendt med hvor besværligt og langvarig en sagsbehandling omkring byggesager kan være.

Ikke desto mindre skal der lyde en kraftig opfordring til, at man overholder reglerne. Vi har i foreningen på det seneste modtaget flere henvendelser fra gudhjemborgere, der ikke kan forstå, at der er givet tilladelser til dette eller hint – netop med henvisning til enten bygningsreglement eller byens bevarende lokalplan. Spørgsmål omkring bevaringsarbejde og byforskønnelse har de sidste 20 år været med til at præge vores bestyrelsesarbejde, og det var medvirkende til, at Gudhjem-Melsted var et af de første bysamfund på øen, der fik en helt ny bevarende lokalplan.

Den bevarende lokalplan handler ikke kun om husenes udseende, – men i høj grad også om den bynære natur, udsigtskiler, sociale mødesteder og lokalområdets mange karakteristiske grønne stier. En sag er, at man ikke har tålmodighed overfor byggesagsbehandlingen, – noget andet er, at vi ønsker, at alle tager hensyn til vores fælles rammer, samt ikke mindst, at man tager hensyn til sine naboer.

På samme måde som ved mistanke om ulovlig anvendelse af helårshuse agter byforeningen fremover også at forespørge kommunen ved mistanke om ulovlig byggeaktivitet.