nov 23

Sommerfuglemark

Habitat for insekter, andre smådyr og vilde blomster

Sommerfuglemarken skal bringe blomster, bier og sommerfugle tilbage

Det store, åbne område udenfor Gudhjem Museum, ligger utroligt smukt.

Udsigten mod Svanekebugtet og over land og vand er storslået, og stedet skråner mod syd, så solen varmer fra tidligt forår til sent efterår. Derfor er det som skabt til både kunst og natur.

I den danske natur er blomsterrige steder blevet en mangelvare. Blomsterenge er næsten overalt blevet pløjet op, gødet eller taget ud af traditionel, ekstensiv græsning og høslet, som blomster, bier og sommerfugle trivedes med.  Det har ført til en krise for navnlig dagsommerfuglene, som er blevet fåtallige eller ligefrem forsvundet. Otte arter – fransk bredpande, kommabredpande, enghvidvinge, kirsebærtakvinge, okkergul pletvinge, dværgblåfugl, sortplettet blåfugl og sortbrun blåfugl og – er uddøde på Bornholm siden 1950. Der yngler nu kun 39 arter af dagsommerfugle på Bornholm, og tre af dem – klitperlemorsommerfugl, violetrandet ildfugl og engblåfugl – er yderst tæt på at forsvinde eller måske allerede væk.

Der er kort sagt brug for at gøre noget, og her er Sommerfuglemarken et godt bidrag på grund af sin beliggenhed. Kunsten er nu at drive området ekstensivt på en måde, så de vilde planter og blomsterfloret kommer igen og stedet kommer til at summe af liv og myldre med farvestrålende sommerfugle.

Sådan gør vi

Metoden består primært i gammeldags høslæt og i et totalt stop for tilførsel af gødning, da de fleste vilde plantearter i Danmark forsvinder fra områder, der får tilført staldgødning eller kunstgødning. Høslættet sker én gang årligt enten omkring 1. juni eller omkring 1. september efter en nøje fastlagt plan, så der aldrig bliver slået hø på mere end halvdelen af arealet på én gang. Det afslåede hø tørres og fjernes derefter, og derved fjernes en del næringsstoffer, hvilket bevirker, at de fleste vigtige blomsterplanter efterhånden vil få rigtig gode forhold og vende tilbage i store mængder. Det er arter som blåhat, musevikke, kællingetand, merian, gul snerre, almindelig knopurt, blåklokke, rødkløver og hvid okseøje.

Det kommer til at tage nogle år at nå dertil, men den gode udvikling begyndte allerede i 2021 og forventes at blive meget tydelig allerede fra 2022 og frem.

For at skabe læ og variation i området, er der etableret et antal ”øer” med sten, blottet jord og lave jordbunker, hvor træer og buske gerne må gro op i tre-fire meters højde. Desuden bliver enkelte udvalgte spredte træer, der tilfældigt dukker op i området, mærket og fredet som holdepunkter i landskabet; men der bliver ikke flere end, at den flotte udsigt over havet bliver bevaret. Nedenfor området i det lavest liggende terræn mod syd, er der i november 2021 etableret en sø på omkring 600 kvadratmeter. Og i hele området er der anlagt et kringlet net af cirka to meter brede græsgange, der slås med plæneklipper, så man kan gå ad dem og nyde blomsterne, dyrelivet og kunsten.

Meningen med det hele

Meningen er, at området skal være mødested for kunst og mennesker, kunst og natur, særlig den blomsterrige og sommerfuglerige natur, der er knyttet til varme, solrige og næringsfattige områder og som er en naturtype, der er mangel på på Bornholm. Samtidigt bliver Sommerfuglemarken et sted, hvor man hver sommer kan komme på guidede ture med folk, der fortæller om stedets natur og hvordan det udvikler sig. Og med tiden bliver det også et sted, hvor man kan komme og høste frø af mange af de vigtigste vilde planter, så man kan så dem til gavn for sommerfugle og andre insekter i sin egen have, hvis man har lyst.