Begyndelsen
I 1951 undrede maleren Oluf Høst sig: ”Bornholm er så fuld af dejlig granit og flittige stenhuggere, men der er ikke en eneste billedhugger.” Så han ville utvivlsomt nikke anerkendende til den lille skulpturhave, der lidt efter lidt er groet frem foran museet i hans hjemby.
I Høsts egen tid, der var baggrund for etableringen af museet, var Gudhjem et centrum i dansk malerkunst som tidligere »Skagensmalerne« og »Fynboerne«. Deciderede billedhuggere var sjældne fugle. Indendørs ejer museet dog et par mindre arbejder af Astrid Noack (1888-1954), der periodevis arbejdede i byen.
De første skulpturer blev deponeret i 1990 af billedhuggeren Ole Christensen (granit), Inge Lise Westmann (støbejern) og Jun-Ichi Inoue (granit) ved indvielsen af øens første egentlige kunstudstillingssal.
I 1993 donerede Ny Carlsbergfondet skulpturerne til museet og fulgte i 2001 op med en række granitsteler af Ole Christensen foran den nye magasinbygning. Endnu en granitskulptur skænkedes af enken Karin Christensen, mens Julie Høms keramiske skulptur kom til i 2008 ved midler fra Brdr. Larsens Fond, Sparekassen Bornholms Fond og Bornholms regionskommune.
Yngst i samlingen er syv skulpturer af Jun-Ichi Inoue, hvoraf en har været i museets eje i adskillige år, mens de sidste seks blev deponeret i 2017 af kunstnerens enke. Med midler fra Sparekassen Bornholms Fond, Brdr. Larsens Fond, Bornholms Brand og 15. juni Fonden har museet siden erhvervet fem af disse.
Sammenhæng mellem kunst og natur
Som led i erhvervelsen de sidste værker af Jun-Ichi Inoue er nogle af skulpturerne flyttet ud i Sommerfuglemarken, så den nu virkeliggør visionen om at være et mødested for mennesker, kunst, natur og historie. Læs mere om marken
Med sin markante placering, hvor folk har kunstværkerne for øje i hverdagen, lever skulpturhaven smukt op til en af Ole Christensens væsentlige ambitioner i sit virke: ”Hvis folk er på vej hjem fra arbejde – hvis der et eller andet, der siger noget til dem – så bli’r dagen måske lidt lettere og lidt rarere at komme igennem.”
Ole Christensen (1932-2000)
er er repræsenteret med ”Trio”, ”Møde” og ”Fire vækster”. Han nåede fra begyndelsen af 1950’erne til sin død at udføre omkring 75 offentlige udsmykninger rundt i landet og 25 skulpturer til kunstmuseer. Hans magtfulde, naturinspirerede værker gav ham i landspressen tilnavnet ”den bornholmske granitkonge”
Begrebet »livsforelskelse« var en uomgængelig drivkraft. Stort set hele hans kunstneriske univers udspringer af ganske få grundlæggende frugtbarhedssymboler. Akkurat som billedsproget i primitive kulturer, hvor helhedsopfattelsen af tilværelsen endnu ikke er sat overstyr.
Sammen med keramikeren Karin Høj Christensen boede og arbejdede han alle årene lidt udenfor Olsker, midt i den nordbornholmske natur. For Gudhjem Museum kan hans betydning næppe overvurderes. Han var drivkraften bag udvidelsen i 1990, som satte museet på kunstens Danmarkskort. Og i mere end et årti overkom han at være udstillingsarrangør sammen med Inge Lise Westman.
Inge Lise Westman (1945 -)
er repræsenteret med skulpturen ”Klo”. Hun er uddannet på Kunstakademiet i København og siden 1971 har hun boet og arbejdet i det åbne land ovenfor Melsted og udviklet sig til en højt skattet skildrer af den omkringliggende natur i ofte meget store lærreder.
Igennem årene har malerierne udviklet sig til vitale transformationer af den respektfulde samhørighed med det ubegribelige og universelle, som mennesker kan opleve i intens konfrontation med naturen.
Også i skulpturerne er naturen udgangspunktet. Men de naturalistiske elementer er renset, forenklet og forfinet, så udtrykket ikke er gengivelse af det individuelle og håndgribelige, men selve indbegrebet af formens karakter,
Hun har udstillet i mange lande og er repræsenteret i adskillige museer og samlinger og er rigt belønnet med hædersbevisninger. Bl. a. Eckersbergsmedaljen og Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse.
Jun-Ichi Inoue (1948-2009)
er repræsenteret med “Top”, “Brønd”, “The Ancient”, “Go Through”, “Skald”, “Transformation” og “Hexagon”. Han kom til Danmark i 1973 for at gå på Kunstakademiet i København med en uddannelse fra Musashino Kunstuniversitet i Tokyo i bagagen.
Opmuntret af sin daværende svigerfar Ole Christensen slog han sig fra 1987 til sin død ned i et gammelt stenhuggeri mellem Olsker og Rutsker med masser af gode arbejdsmeter til de pladsmæssigt krævende skulpturer, som efterhånden fandt vej til mere end halv snes torve og pladser rundt omkring i landet og i Sverige.
Selv om mødet med Europa har sat sig tydelige spor i hans kunst, så er han dog til stadighed inspireret af japansk natur, havekunst og hjemlandets kultiske stentraditioner. Fællesnævneren fornemmes f. eks. i den store ”Soltidens Hus” på Store Torv i Rønne. I 1998 hædredes han med den fornemme Astrid Noack-pris.
Julie Høm (1944 – )
er er repræsenteret med ”Aaboen”. Hun er født og opvokset i Gudhjem, hvor hun efter uddannelse på Kunsthåndværkerskolen i København siden 1968 haft eget værksted i Holkadalen.
Hendes naturabstraktioner over daglige oplevelser – fra mindre til monumentale formater – har ført til en omfattende udstillingsvirksomhed, hædersbevisninger og en betydelig museumsrepræsentation både herhjemme og i udlandet.
De seneste 15 år har hun overvejende beskæftiget sig med større udsmykningsopgaver som skulpturerne ”Vildgåsen”, Bispebjerg Park Alle i København og ”Klyden”, Klydens Plads, Ishøj samt offentlige udendørs vægrelieffer. Gennem årene har hun desuden udsmykket en række orgler. Bl. a. i Jesuskirken i København og domkirkerne i Helsingør og i Lund i Skåne.
Fra 2001 til 2015 var Julie Høm sammen med kunsthistorikeren Mogens Lau arrangør af museets omfattende udstillingsvirksomhed. Og i 2001 var hun en af initiativtagerne til den bornholmske udstillingssammenslutning Holkahesten.
Tekst: Peter Tiemroth