Om vinteren kørte vi på kælk om dagen på Vippebakken eller andre små bakker. Om aftenen, når vi blev større, var det i Brøddan. Vi begyndte oppe ved Kullmanns mølle, det øverste af Brøddan og kørte helt ned til bageren nu radioforretningen, eller også kørte vi ad Skolegade, nu Åbogade, ned til havnen. Når vi fik glatkørt vejen, stod vi på skøjter ned ad bakken om dagen, – sikken fart vi kunne få. Det var spændende, men Købmand Brandt var gram i hu over den glatte bakke, for bønderne turde ikke køre ned ad den, selvom hestene havde brodder på, og da der var en købmand ovenfor bakken, kørte de derind og fik, hvad de skulle bruge. Derfor skulle der gøres noget ved den kælkekørsel. Brandt beordrede sin yngste søn Hans Erland at stå hos sig i butiksvinduerne om aftenen for at opgive navnene på dem, der kørte på kælk. Brandt fik navnene på 22 drenge, der havde kørt en aften. Den liste gik han til sandemanden med, som jo var det stedlige politi. Sandemanden var fisker Peter Koch, der boede i Løkkegade. VI blev af sandemanden tilkaldt til at møde hos ham næste dags aften kl. 8.
Vi syntes, det var spændende. Vi gik op til slagter Madsen, der havde en stor slæde og lejede den, men da vi fortalte, hvilket formål vi havde, fik vi den gratis. Slagter Madsen boede der, hvor nu fru Else Marcher bor ved siden af biografen. Det var nedad bakke til sandemanden og så kørte vi nogle i dratten for at styre oppe i slæden, så mange som der var plads til, så kørte vi til politiet med sang og glade råb med sang. VI kom ind i stuen hos sandemanden i alt 23. Vi blev opråbt med navn for at se, om vi var mødt alle, men så var der en for mange. Sandemanden spurgte, hvorfor han var mødt, da han ikke var tilsagt til at møde, hvortil han svarede, at han havde kørt lige så meget, som os andre. Det var en elev på postkontoret, som Hans Erland ikke kendte navn på og derfor ikke havde opgivet. Vi fik en formaning af sandemanden om, at det var forbudt at køre på kælk, – det var jo også farligt for folk at gå der, når det var så glat. Vi fik en advarsel. Sandemanden ville nødig anmelde os til politiet i Svaneke, som han sorterede under.
Skøjtebane havde vi også, en stor dejlig skøjtebane ”Hallemyren”, som tilhørte Hallegård, men en del af den samt udløbet tilhørte Lars Hansen, Dalen (Julie Høm)
For at dæmme op for vandet skulle vi have begge tilladelser, og dem fik vi. Vi stoppede afløbet og lavede en dæmning, en forvold, for at gøre skøjtebanen større. Der løb vi på skøjter både om eftermiddagen og aftenen. Søndag eftermiddag kom der mange bare for at se børn og unge more sig. Når vinteren var ved at være forb,i blev der iset. Isen blev med issav skåret i stykker læsset på vogne og kørt til ishusene, til hotellet og til Peter Kochs ishuse. Mejeriet Østerlars fik også is, hvis de ikke havde is på nærmere steder.
Der kom nye ejere både til Dalen og Hallegård. Hallemyren blev drænet, og skøjtebanen forsvandt. Som erstatning blev Gråmyr oppe i skoven på Bokul den nye skøjtebane. Dette vandhul var fremkommet i 1883, da der blev lavet havn. Der skulle bruges ler til dæmning for havnebassinet. Det blev gravet ud og kørt deroppe fra til brug for havneanlægget. Ved anlæg af skøjtebane blev der lavet dæmning oprenset og udvidet ved hjælp af frivilligt arbejde af en del af byens beboere og frivillige bidrag af dem, som ikke kunne eller ville deltage i arbejdet.
I Holkadalen blev der lavet kælkebane for at helt blive fri for kælkekørsel i Brøddan.
Den søndre ende af Sletten blev brugt til at spille Krocket Det bestod af, at man med en trækølle skulle slå til en trækugle, der skulle passere gennem nogle ståltrådsbøjler, der var anbragt på bestemte pladser på banen. Der blev også drevet gymnastik på nævnte plads en sommer, men det blev for besværligt at transportere plint og madrasser frem og tilbage til Per Nielsens hver søndag formiddag.
Fodboldspillet begyndte foråret 1908. Der blev også udført et stort arbejde med hakke, skovl og trillebør for at jævne de værste ujævnheder og gravhøje, for at vi kunne benytte pladsen til fodboldspil, og så var den jo også for lille efter spillets regler. Efter et par års spil på Sletten lejede vi en mark ved Tornegård, men året 1914 var der rejst så mange af de unge væk, at fodboldsspillet blev indstillet.