Aage Rafn og Kay Fisker skrev bl.a. om Gudhjembanens bygninger i forbindelse med tegningernes publicering i ”Architekten” i 1916:
”Vejen fra Almindingen – over Christianshøj, Aaløse, Østermarie og Østerlars – til Gudhjem er overordentlig smuk, rig på de Afvekslinger, som er karakteristiske for Bornholm.
Christianshøj ligger i Skov, Aaløse paa Hede med Moser, Østermarie i et sjællandsk Landskab, Østerlars i et stærkt bakket Terræn, behersket af den store Rundkirke, og paa den sidste Strækning ud til Gudhjem er der den herligste Udsigt over Havet, indtil man fra Gudhjem Station, som ligger tværs på Kysten paa en Højderyg, har Klippekysten over Randkleve helt ned til Svaneke liggende under sig.
En fordringsfuld Opgave, naar man vil underkaste sig Landskabet og søge at faa de nye Huse til at gaa naturligt ind deri uden at skære mod dets Karakter.
For at naa dette Resultat vil man altid være henvist til at bruge de Midler, som ligger nærmest ved Haanden, nemlig: en simpel Hovedform, almindelige Vinduer og de samme Materialer, som findes i de omgivende Gaarde og Huse
De bornholmske, lange, gamle Bindingsgaardes udmærkede, røde Kalkfarve, den sorte, fede Kultjære på Træværk og Sokkel og Vinduernes Forhold har saaledes maattet hold for igen.
Et Tagmateriale, saa fintvirkende i Farve som Straataget, kan man ikke faa. De røde Tagsten er desværre ikke den ideelle i et Landskab; saa længe de er nye, lyner de saa stærkt, at de overalt fanger Øjet i et ellers harmonisk Billede af grønt, gult, brunt, graat og violet.”
Om det indre skriver arkitekterne, at de ”har tilstræbt Ro og Orden ved simpel og enkel Detajlbehandling. Alle indskrifter er udført i smaa Metalbogstaver – oxyderet Bronze (Architekt K.V.Engelhardt) -, alle Opslag henvist til smaa Tavler, Plakater bandlyst, alt Træværk behandlet i sort, graat og hvidt, alle Vægge hvidkalkede.
Trafikken gaar gennem Vestibulen – med bonede røde og graa ølandske Fliser som Gulv, Døre i 3 graa Toner med sorte, polerede indfatninger, graa Loftsbjælker – og den lille Vestibule med det dekorede Loft (graat, sort og rødt i mager Olie på Lim) saaledes at Ventesalen undgaar at blive et Gennemgangsrum, men adskilt fra Vestibulen ved en poleret graa Asketræssvingdør kan blive er hyggeligt og lunt Rum.
Her er Loftet ligesom Inventaret med Undtagelse af Bordet, som er sortpoleret med graa Fliser som Plade, af graa poleret Ask. Bænkene er betrukket med irgrønt og sort hjemmevævet Stof fra ”Dansk Husflid”, Gardinerne i grønt og violet fra ”Svensk Hemsløjd”. Gulvet er af sorte og gyldenbrune Hasleklinker (hele Brændingen), som ved let Boning faar et smukt og varmt Farveskær. Som Laager foran Kakkelovnen er anvendt gamle Bilæggerovnsplader. (En Mængde af disse gaar for Tiden tabt paa Grund af de høje Jærnpriser i Smelteovnen, hvorved Kunstværdier af Høj Rang gaar tabt.)”
”For at lette Stationsforstanderskens Tilsyn med Billetsalg, Telefon, Gryder og Børn er der i de mindre Stationer i Spisestuen, som støder umiddelbart op til Kontoret, opstillet en Kogekakkelovn, ved Siden af hvilken en Dør fører ind til et Opvaskerum med Spisekammer. Sildestegning og lignende foregaar paa et lille Komfur i Bryggerset, den almindelige, ikke saa ildelugtende daglige Madlavning i Køkkenspisestuen – herved undgår man Madlugten, som i mange Privatbanestationer fra Kontorkakkelovnen, der om Vinteren bruges til Madlavning, breder sig til Ventesalen, og opnaar at drage en Stue ind under Beboelsen.”
Stationsbygningen er karakteriseret ved smukt udført håndværksarbejde og en del bygningsdetaljer, der er velbevaret og værd at bemærke. På nordgavlen ud mod Gudhjemvej ses den markante ”gravsten” med kortet over banestrækningen fra Almindingen til Gudhjem samt det højtsiddende lysindfald til ventesalens toilet. Vestfacaden mod Stationsvej er domineret af den symmetrisk opbyggede facade på hovedbygningen og af en lille gård og den lavere sidebygning mod syd. Hovedindgangen er anbragt midt på facaden omgivet af to søjler med lamper og med mønstret murværk på begge sider af indgangsdøren. Bemærk de små, symmetrisk anbragte vinduer. Over hoveddøren sidder stationens ”bomærke” – sandstensrelieffet med bogstaverne AGJ og skibet med det store sejl med tønder. Endvidere er brolægningen foran indgangen en kompasrose med nordpil. Sydgavlen er helt prunkløs. Her var de offentlige toiletter (der er stadig spor i murværket efter døren). Østfacaden mod skinnelegemet er domineret af det spånklædte karnaptårn og den lange hvide bænk, der er trukket ind under bygningens tag. Bemærk især det smukke mønster i murværket bag stationsbænken og de buede fyldningsdøre samt de forholdsvis små vinduer. Lysindfaldet i bygningen stammer hovedsagelig fra karnaptårnets store vinduespartier, hvorfra stationspersonalet også havde fuldt overblik over, hvad der rørte sig på perronen. På den store tagflade ses 4 kviste mod bygningens oprindelige – helt symmetrisk anbragte – 3 kviste. Hovedbygningen er forsynet med 2 ens, symmetrisk anbragte, skorstene, og den lavere sidebygning mod syd med en noget højere skorsten (oprindelig til brug for den private del af bygningen.)
Gudhjem, februar 2012.
Mogens Lau
Læs hele artiklen fra Architekten (1916, nov.)