Fra station til museum

Omdannelse til museum
Da De Bornholmske Jernbaner likviderede i 1968 tog kunstmalerne Axel Munch med sin hustru Esther og Paul Høm med sin hustru, keramikeren Lisbeth Munch-Petersen initiativ til at forsøge at bevare stationsbygningen fra at blive omdannet til turistformål. De havde sans for, at bygningen stort set stod urørt siden opførelsen, og at man stod over for et unikt bygningsværk, der var værd at bevare. Man forsøgte at interessere sognerådet for at købe bygningen ”så den i hvert fald var sikret mod den fornedrelse det ville være at indrette den til cafeteria, lager eller noget andet, som er bygningen ganske uvedkommende.” Den oprindelige tanke var ikke, at bygningen skulle indrettes til udstillingsbrug, men som arkiv/depot for alt, hvad der kunne fortælle Gudhjemområdets historie. Man havde allerede en ret omfattende samling af genstande på Afholdshotellets loft.

Som så ofte før – og siden – kom det hele til at dreje sig om penge. Kort fortalt lykkedes det for initiativtagerne at købe bygningen i 1969 for 135 000 kr. uden en krone på lommen men mod personligt at kautionere for en stor del af købesummen. Løsøret – inventaret og stationsbygningens lange bænk m.m. – kom på særskilt auktion, og her anvendte man den lille kapital på knap 10 000 kr. som foreningen rådede over til at købe disse genstande, der var designet til bygningen.

I forbindelse med købet opstod også et ønske om at kunne reservere de nærliggende remiser m.m. til udstillingsformål, men igen stillede økonomien sig hindrende i vejen. Man havde allerede taget munden fuld.

 

Gudhjem, februar 2012.

Mogens Lau