“Peter Kruse Larsen” den 29. august – 18. oktober 2026

Peter Kruse Larsen

Udstilling i stationsbygningen

OM UDSTILLINGEN

Peter Kruse Larsen har med denne udstilling taget udgangspunkt i stationsbygningens særlige atmosfære af intensitet og lokalhistorie. Derfra har han kastet tråde ud til en nyere epokes tidsånd. Værkerne er skabt på og af utraditionelle materialer – ofte gamle masonitplader fundet på genbrugsstationer. Malerier er suppleret med genstande og objekter af symbolsk betydning, men også med et forhold til huset og dets historie.

Fernisering med gratis adgang lørdag den 29. august, kl. 14.00-16.00
Udstillingen kan ses torsdag – søndag kl. 11-16 frem til og med den 18/10 2026.

OM KUNSTNEREN

Peter Kruse Larsen, født 1962, er uddannet fra Det kongelige danske Kunstakademi 1985-92. Siden 2019 har han haft base på Bornholm.

Om sin tilgang til kunsten siger Peter Kruse Larsen: ” Mit arbejde med billedkunst tager udgang punkt i den omgivende virkelighed med landskaber og opstillinger, som jeg også arbejdede med da jeg modtog undervisning på Glyptoteket i ungdomsårene. Herudover beskæftiger jeg mig med objekter, skulpturelle og installatoriske projekter, som ofte er af stedsspecifik karakter.

På Kunstakademiet fik hele kunstbegrebet en radikal drejning. Maleriet og kunsten, som man forstod det, befandt sig i en krise. Minimalismen, som jeg gjorde bekendtskab med på akademiet, åbnede for mig en mere konkret og ikke-intellektuel vej, som førte mig til eksperimenter med og studier i alkymien. Denne såkaldte okkulte videnskab rummer en nøgle til et forhold til virkeligheden, som forbinder den indre og ydre virkelighed ; -det personlige med selve skabelsen. Mit arbejde inddrager således psykologiske og filosofiske såvel som videnskabelige og religiøse overvejelser.”

” I 2019 købte jeg en del af Sogneskolen i Poulsker med den tanke at flytte til Bornholm og genoptage og videreudvikle landskabsmaleriet. Det var et led i at finde ind til kernen i forholdet mellem oplevelsen af verden og denne verden i sig selv.

De seneste par år har rejser til Færøerne udvidet motivkredsen.
Færøernes storslåede natur har som mål for mit arbejde en uimodståelig appel; Her er en enestående chance til at nærme sig kilden til oplevelsen gennem konfrontationen med elementernes natur og oplevelsen af den, og lade temaerne mødes omkring det subjektive og umiddelbare og det objektive, som jeg de seneste år har levet mig ind i.

Det er det umiddelbare ved oplevelsen, som jeg vil fremstille. De øjeblikke hvor afstanden mellem ydre og indre forsvinder, og hvor den natur, som er omgivelsernes, finder sin sammenhæng med den menneskelige oplevelse og erkendelse af den. Billederne bliver således malt på stedet foran motivet.”

Link til kunstnerens hjemmeside

“Resonans” den 29. august – 18. oktober 2026

Resonans

Fra fortid til nutid

OM UDSTILLINGEN

Hvad sker der, når fortidens genstande møder nutidens kunsthåndværk?

Udstillingen tager udgangspunkt i Gudhjem Museums samling af objekter. Hver genstand rummer spor af sin tid – af funktion, materialer, håndværk og de mennesker, der har brugt den eller fremstillet den. Selvom de tilhører fortiden, er de stadig aktive som bærere af viden og erfaring.

Et udvalg af Arts & Crafts Association Bornholm`s medlemmer har arbejdet med disse genstande som afsæt for nye værker. De har undersøgt former, teknikker og fortællinger og ladet sig inspirere til at skabe noget nyt. Resultatet er ikke kopier, men fortolkninger, hvor fortidens udtryk genopstår i en nutidig sammenhæng.

Begrebet resonans kan bruges til at beskrive denne forbindelse. Ligesom en tone kan sætte en anden i svingning, kan en genstand fra fortiden skabe bevægelse i nutiden. Der opstår en dialog, hvor det gamle og det nye påvirker hinanden.
Resonans opstår i mødet – mellem tider, materialer og mennesker.

Udstillingen har modtaget støtte fra Bornholms Brand.

DELTAGERE I UDSTILLINGEN

24 kunsthåndværkere har meldt sig til udstillingen. keramikere, glas-, tekstil- og smykkekunstnere har været på “skattejagt” og udvalgt hver deres museumsgenstand, som de vil lade sig inspirere af og fortolke.

Ann Charlott Skogøy, tekstil
Ann Charlotte Ohlsson, keramik
Anne Frandsen, keramik
Bettina Drejer Preisler Hansen, smykker
Christina Schou Christensen, keramik
Evelyn Noval, andet
Gitte Helle, andet
Heidi Hentze, keramik
Jannie Bramsen, tekstil
John Gibson, keramik
Linea Drescher, keramik
Maja Frendrup, keramik
Maria Munk Klarup, keramik
May Bjørn Riis, glas
Nynne Rosenkrantz, keramik
Pernille Vestergaard, tekstil
Rikke Lehrskov, smykker
Rikke Wulff, keramik
Sara Jeffries, keramik
Simon Lund Koefoed, keramik
Stine Godt, tekstil
Timmi Kromann, tekstil
Tobias Sode/Lene Dahl Jacobsen, glas

Fernisering med gratis adgang lørdag den 29/8 kl. 14-16.

Udstillingen kan ses torsdag – søndag kl. 11-16 frem til og med den 18/10 2026.

Udstillingen, der er tilrettelagt i samarbejde med ACAB og indgår i Bornholms Craft og Kulturuger 2026

Som en del af Craft Weeks afholdes et særarrangement med rundvisning og samtale den 6. september kl. 16.00

Dette arrangement er forbeholdt gæster med kulturugearmbånd.
Pris: Alm. entré til museet.

Stationen og jernbanen – fast udstilling

stationen og gudhjembanen

Gudhjem Museums faste, lokalhistoriske udstilling

Når du kommer til museet, mødes du af synet af det gamle lokomotiv på vej ind på stationen. En meget lille del af skinnelegemet er lagt ud, der hvor det oprindelig gik.

Hele den gamle stationsbygning er bevaret med pakkerum, vestibule og ventesal.

I det tidligere pakkerum er der en fast udstilling, hvor historien om den gamle jernbane fortælles i tekst og billeder, sammen med en del effekter fra tiden som aktiv jernbanestation.

I ventesalen vises en spændende, ny film “På Sporet af Sporet”, som viser den strækning, som banen løb ad. I filmen fortæller Bent Boesen mange både morsomme og interessante anekdoter om banens tilblivelse, dens bygninger – både stationer og trinbrætter, og om hændelser knyttet til driften.
Sæt dig tilrette i ventesalens originale møbler og nyd filmen.

Åbningsperioder 2026:
28. marts – 3. maj
9. maj – 5. juli
11. juli – 23. august
29. august – 18. oktober

udstillingsdetaljer

Midt i rummet står en nøjagtigt udført model af lokomotiv nr. 21. Modellen er venligst udlånt af Pauli Larsen, og den er udført minutiøst ned til mindste detalje!

Den fine, gamle billetluge, hvor man købte billet til toget, findes stadig.

Den gamle trappe fører op til førstesalen, hvor der var beboelse for stationsforstanderparrets familie og tjenestefolk.

Her indleverede man sin baggage og gods, som skulle med toget.

Stationsforstanderens gamle telefon hænger stadig på væggen.

Asketræssvingdøren mellem den lille vestibule og ventesalen sørger for at holde på varmen i ventesalen. De blyindfattede ruder er nederst beskyttet af et jerngitter. Arkitekterne Fisker og Rafn, som tegnede stationsbygningen, designede også inventaret – her nogle af de oprindelige stole.
Det er her i ventesalen, at filmen om stationen og jernbanen bliver vist.

Bænken på billedet blev kaldt “siddelsen”.

Om den hedder det: “Siddelsen i ventesalen er et hyggeligt hjørne, hvor mange Gudhjemboeres skæbne synes besejlet, selvom det ikke var et offentligt tilholdssted for ungdommen. Men mange har tilbragt mange timer her i hyggelig venten”.

Læg også mærke til, at loftet over siddelsen er forsænket.

”Som Laager foran Kakkelovnen er anvendt gamle Bilæggerovnsplader.
(En Mængde af disse gaar for Tiden tabt paa Grund af de høje Jærnpriser i Smelteovnen, hvorved Kunstværdier af Høj Rang gaar tabt.)” skrev arkitekterne.

Kakkelovnen er senere blevet afløst af en pejseindsats.

oluf høst skitsesamling – fast udstilling

oluf høst skitsesamling - fast udstilling

Museets store samling af skitser fra Oluf Høst’s hånd er alle blevet digitaliseret, så vi nu viser dem på skærm.

Der er indrettet et lokale for sig, hvor du kan sidde i fred og ro og se skitserne passere på skærmen. Et udvalg af de originale skitser hænger på væggene i rummet, som i øvrigt er møbleret med de gamle borde, stole og bænk, som i sin tid blev tegnet og fabrikeret til Gudhjem Station.

Lokalet fungerer også som bogcafé, hvor du kan læse i museets bogsamling plus de publikationer, som sælges på museet, inden du beslutter dig for at købe.

Åbningsperioder 2026:

28. marts – 3. maj
9. maj – 5. juli
11. juli – 23. august
29. august – 18. oktober