Byen fejrede en rund fødselsdag

Byen fejrede en rund fødselsdag

Onsdag d. 9. september 2026 var der grund til at feste.

Gudhjem Naturbørnehave kunne fejre 50-års fødselsdag, og truslen om lukning i forbindelse med årets kommunale sparekatalog var afværget.

Fødselsdagsfesten var et tilløbsstykke med pænt ca. 150 besøgende, forældre, børn, “gamle pædagoger”, og venner af huset fra byen.

Der blev hygget, leget, Thor Backhausen sørgede for skønne toner, Bjarne “klovnede” og leverede ballondyr til stor glæde for de mindste.
Børnehavens leder Anna Sofie Christensen, forældregruppen og en tidligere ansat igennem mange år – Sanne Bloch – holdt taler. I Sannes tale blev vi ført tilbage i tiden – fra den gang børnehaven startede med 20 børn til udvidelsen og etablering af vuggestuen, samt ikke mindst beslutningen om at gøre børnehaven til en naturbørnehave, hvor børnehavens nært liggende natur og magiske historier blev en stor del af børnehavens videre pædagogiske arbejde.

Læs Sannes tale her.

Dagen blev afsluttet med et festligt optog ned igennem byen til Gudhjem Havn, hvor der atter blev sunget og råbt hurra. Peter Funch fra Gudhjem Erhverv holdt her en tale om vigtigheden af Børnehusets forsatte eksistens, og dennes store betydning for byen. Peter fremhævede især fællesskabet og de mange venskaber, der er opstået via børnehaven.

Gudhjem er en by med helårspligt – og en by med helårspligt har brug for helårsinstitutioner!

Status efter budgetforlig 2027

Status efter kommunalbestyrel-sens budgetforlig 2027

Vores bibliotek er fortsat truet

Som nogen ytrede sig: ”Så kom der hvid røg op af skorstenen”. Bemærkningen faldt, da kommunalbestyrelsens økonomiudvalg fredag d. 4. sep. kom ud af mødelokalet og havde landet et budgetforlig for 2027. I sig selv bemærkelsesværdigt at det var en snævrere kreds – altså økonomiudvalget – og ikke den samlede kommunalbestyrelse, der havde været sammen om at forhandle. En anden bemærkelsesværdig omstændighed var, at øen atter en gang har oplevet et forår og sommer hvor ufattelig megen negativ energi er blevet brugt på det forhadte sparekatalog, hvoraf langt det meste var blevet forkastet.

Gudhjem By- og Museumsforening har – som resten af øen – haft gang i møder, protester, læserbrevs- og høringsskriverier. Truslen fra sparekataloget var særlig markant over for øens mange mindre lokalsamfund – og for vores bysamfund var man ude efter såvel Museet, Børnehaven, Svømmehallen og Biblioteket. Nu står vi tilbage med én stor trussel: Budgetforlig 2027 lukker Gudhjem Bibliotek – sammen med alle de andre af øens mindre biblioteker.

Fra sparekataloget kan man læse, at der samlet vil blive sparet 362.000 kr. på biblioteksdriften – ud af et budget på ca. 15,5 mio. kr.! Dertil skal så lægges nogle mindre driftsbesparelser på de to selvstændige biblioteksbygninger i Gudhjem og Svaneke. Af sparekataloget fremgår også, at man nemt ville kunne finde de 362.000 kr. ved f.eks. at skære i af timer med betjening.
Svanekeboerne har meldt ud, at det for dem er vigtigere at have et lokalt bibliotek, end at selve biblioteksbygningen bevares. Det kunne f.eks. ske ved at flytte biblioteket til andre lokaler i byen. For os i Gudhjem er det i høj grad også en kamp om at bevare vores ikoniske gamle skolebygning. Herunder ikke mindst at sikre, at der er lys og liv i bygningen hele året.
Gudhjem Bibliotek rummer i dag 3 etager, hvor der i underetagen er servicefaciliteter i form af bad, toilet og ”vasketeria” for havnens lystsejlere. Vores velfungerende og velbesøgte lille bibliotek er beliggende i stueplan, og 1.-salen rummer det -vi med glimt i øjet – har døbt ”Gudhjem Universitet”. ”Universitetet” blev etableret som led i et større Byfornyelsesprojekt for lidt over 20 år siden. Daværende Indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, var manden der klippede snoren over ved indvielsen.

Det var Gudhjem By- og Museumsforening, der søgte penge og gennemførte renoveringsprojektet af 1.-salen, og foreningen har siden driftet ”Universitetet” uden indblanding fra kommunen. De to flotte rum bliver anvendt til studiepladser, mødeaktiviteter, ”tilflytter-kontor”, dele-arbejdsplads mm. Vi sørger selv for rengøring, og de bygningsmæssige driftsomkostninger er minimale, idet renoveringen sikrede en velisoleret 1.-sal i modsætning til den dårlige forfatning bygningen var i inden projektet.
GBM vil naturligvis komme med fornyet høringssvar – og sammen med Svaneke, vil vi atter se på muligheder og søge dialog omkring fremtiden for vores bibliotek.

Skulderklap til Gudhjem Museum

Skulderklap til Gudhjem Museum

Kultur og Idrætsprisen 2026 – indstilling

Det var med stor glæde og taknemmelighed at vi modtog beskeden om, at Regionskommunens Kunst- og Kulturhistorisk Råd har indstillet Gudhjem Museum til prisen.

Begrundelsen for indstillingen lyder således:

”Gudhjem By- og Museumsforening varetager, som det angives i navnet, to primære funktioner: Foreningen fungerer som borgerforening for Gudhjem-Melstedområdet, og så er den samtidig en museumsforening, der viser skiftende kunstudstillinger, men som også har en mere permanent lokalhistorisk udstilling.

Rådet vil gerne indstille museumsforeningens del af foreningen til BRK’s kulturpris. Gudhjem Museumsforening har opgaven at indsamle, bevare og udstille
genstande og informationer af kulturhistorisk og historisk værdi for Gudhjem,
samt arrangere skiftende udstillinger af kunstværker og arrangere kunst- og kulturformidlende aktiviteter. Gruppen tager direkte ansvar for ophængning, salg,
billetør, hjemmesiden og meget mere.

Gudhjem Museumsforening er fuldstændig frivilligt drevet med Ole Stigemo i
spidsen. Ole støttes af en entusiastisk og dygtig bestyrelse og medlemskab, som
alle bruger betydelige mængder af deres fritid på at sikre, at museums- og udstillingsprogrammet leveres og udføres af højeste kvalitet.

Gudhjem Museums midlertidige udstillingsprogram støtter både eksisterende og
etablerede kunstnere, samt yngre og kommende talenter, og indtager en meget
vigtig og respekteret plads i Bornholms bredere kulturlandskab. Hver udstilling er
omhyggeligt planlagt og understøttet, fra installationen til bemandingen af billetlugen. Alt dette gøres med positivitet og professionalisme.”
– Indstillet af Kunst- og Kulturhistorisk Råd

I alt er der indstillet 16 stærke kandidater til prisen, så selvom vi måske ikke ender med at modtage den, ser vi det som et stort skulderklap og anerkendelse af vores arbejde.

Afgørelsen er allerede truffet af Kultur- og Lokalsamfundsudvalget på deres møde den 24. august, men offentliggørelsen finder først sted ved selve prisoverrækkelsen, som foregår den 25. september kl. 15-18 i Musikhuzet ved fejringen af årets “Frivillig Fredag”.

Høringssvar

Høringssvar

kommunens sparekatalog for 2027

Sparekataloget for de følgende år kan få katastrofale konsekvenser for lokalsamfundene på Bornholm.

Gudhjem er berørt på adskillige fronter:
Blandt spareforslagene er der lukning af bibliotek og børnehave. Endvidere vil man fratage det årlige tilskud til Gudhjem Museum, der først og fremmest sikrer vores ikoniske og fredede stationsbygning. Desuden lægges der op til at skære så meget i driftstilskuddet til øens 9 selvejende idrætshaller – herunder Gudhjem Svømmehal – at driften umuliggøres. Endelig er der forslag om at fjerne
Lokalsamfundspuljen, som i sin tid blev etableret i et samarbejde mellem kommunen og Bornholmske Borgerforeningers samvirke, – og som iflg. en evalueringsrapport fra CRT har vist sig at være en meget stor succes.

Forslagene er nærmest en våd klud i hovedet på alle de mange frivillige rundt omkring på Bornholm, der bidrager på mange fronter til at gøre hele Bornholm til et godt sted at leve.

Bestyrelsen for Gudhjem By- og Museumsforening har pr. 12. august indsendt sit høringssvar til kommunen.

Læs høringssvaret her

Rundvisning Resonans – Den 6. september 2026

Rundvisning i udstillingen resonans

Samtale om både gamle genstande og nye værker

Vi går gennem udstillingen, hvor vi både fortæller om de gamle genstandes funktion/brug og om kunstnernes nye værk, inspireret af genstanden. Flere af de udstillende kunsthåndværkerne deltager og fortæller sammen med repræsentanter fra museet.

Hvad sker der, når fortidens genstande møder nutidens kunsthåndværk?

Udstillingen tager udgangspunkt i Gudhjem Museums samling af objekter. Hver genstand rummer spor af sin tid – af funktion, materialer, håndværk og de mennesker, der har brugt den eller fremstillet den. Selvom de tilhører fortiden, er de stadig aktive som bærere af viden og erfaring.
24 kunsthåndværkere har skabt værker til en udstilling ”Resonans – fra fortid til nutid”. Keramikere, glas-, tekstil- og smykkekunstnere har først været på “skattejagt” og udvalgt hver deres museumsgenstand, som de har ladet sig inspirere af og fortolket.

Tid: Den 6. september, kl. 16.00 -17.30

Sted: Gudhjem Museum, Stationsvej 1, Gudhjem
Arrangementet er en del af Bornholms Kulturuge og forbeholdt gæster med armbånd

Entré: Voksne: kr. 65,- Studerende: kr. 40,- Børn og unge u. 18 år: Gratis

Nye gaver

Flere nye gaver til Gudhjem Museum

Maleri - tryk - og mange bøger

Vi er igen blevet begavet fra flere sider.

Fra Ditlev Arvid von Grumbkow har vi modtaget et maleri med motiv fra Nørrsand, malet af Carl Fritjof Alm.

Birgitte Strand-Holm og Finn Vinther har skænket os et tryk af Ernst Køie – også med motiv fra Nørresand samt bogen “Sten og Blomst” af Poul Hauch-Fausbøll.

Endelig har vi modtaget hele syv bøger, alle med illustrationer af Sigurd Vasegaard. Den ene er den store folioudgave af “Vølvens spådom”, de andre er Saxo, H. C. Andersen, Paul Claudel og Preben Thomsen. Denne store bogsamling har vi fået af Bente Kobberø fra Roskilde.

Vi er meget taknemmelige for de mange, fine gaver.

 

Drømmen om Bornholm – Den 18. august 2026

Teater på Gudhjem Museum

Drømmen om bornholm - solskinsteater 2026

Handling

“Drømmen om Bornholm” er en aktuel og satirisk musikforestilling om at være tilflytter. Vi møder parret Kristina og Karl Oskar, som bor i København. Lejligheden er blevet for lille; Kristina venter sig, og drømmen om et liv på Bornholm begynder at tage form. Men inden de finder sig til rette i de nye omgivelser, skal de grueligt meget igennem. For hvordan får man overhovedet et liv til at fungere på Bornholm?

Medvirkende

På scenen ses Olivia Borgels, Niels Skovgaard Andersen, Jonas Munck Hansen og Michael Brøndum, der tilsammen udgør det flyttemandsorkester, som fortæller den dramatiske historie.

Intermezzo

Mellem de to forestillinger kan du møde familier, der har realiseret drømmen om at flytte til Bornholm. Hør om deres erfaringer med at bosætte sig her.

Byens foreninger stiller også op – og kan fortælle om nogle af de mange tilbud, Gudhjem har til sine borgere.

Vi stiller et telt op i nærheden af teatervognen, hvor man kan få en hyggelig snak.

Inde på museet vil der være mulighed for at købe drikkevarer, men hvis du har behov for noget at spise – enten efter 1. forestilling eller inden 2. forestilling, så medbring selv madkurven.

Så bliv enten hængende efter forestillingen kl. 16.30 eller kom i god tid til den kl. 19.30

 

Sted: P-pladsen foran Gudhjem Museum

Dato: 18. august 2026

Tid: Forestillinger Kl. 16.30 og 19.30 – Intermezzo Kl. 17.30 – 19.30

Pris: Gratis – kom i god tid

Lokalsamfundspuljen – 2. runde

Har du et godt projekt?

Lokalsamfundspuljen 2026, 2. ansøgningsrunde

Der er åbent for ansøgninger til 2. runde af 2026 puljen
 
Hvad kan man søge til?
 
”Puljemidlerne kan bruges til følgende formål:
 
  • Løsning af konkrete opgaver i lokalsamfundene som f.eks. Sct. Hans fester, by- og havnefester, indkøb af flag/flagstænger til flaghejsning og udgifter til forskønnelse, kunstnerisk udsmykning og lignende i det offentlige rum.
  • Understøtte det enkelte lokalsamfunds arbejde med at udvikle synliggørelsen af lokalområdets særlige kendetegn.
  • Sikre en øget borgerinddragelse igennem partnerskaber mellem lokalsamfund og BRK om fx vedligeholdelse, renholdelse mm. af kommunale faciliteter.
  • Økonomisk støtte til udviklingsprojekter.
De formål puljemidlerne kan støtte, og de opgaver, der forventes løst af borgerforeninger, lokalforeninger, byforeninger m.v. i lokalområderne, skal være af almennyttig karakter og respektere kommunalfuldmagten.”
 
Hvem kan søge?
Alle – både foreninger og enkeltpersoner kan søge til projekter i Gudhjem.
 
Hvordan søger man?
Ansøgning sker pr mail til info@gudhjemmuseum.dk senest mandag den 24. august 2026
 
Ansøgning skal indeholde:
Ansøgers navn, adresse, mail og tlf.
  • Kontaktperson
  • Ansøgt beløb
  • Beskrivelse af det, der søges tilskud til
  • Budget for aktiviteten
  • Angivelse af om evt. øvrig finansiering er ansøgt eller bevilget
 
Hvornår får man svar?
Ansøgere modtager svar 7. september 2026. Afslag begrundes ikke.
 
Hvor stor er puljen?
Gudhjem By- og Museumsforening råder over 25.000 kr. til fordeling ved 2. runde i 2026
 
Hvor længe gælder en bevilling?
Bevillinger er gyldige t.o.m. 31/12 2026.
 
Hvordan udbetales pengene?
Bevilling udbetales ved modtagelse af regnskab for aktiviteten, bilagt kopi af fakturaer.

Film under broen – den 24., og 31. juli og 7. august 2026

Scala sommerbio - film under broen

Scala er igen i år vært for Film under Broen.

Her viser vi film under åben himmel tre fredage i træk.

Børnefilmen vises kl. 19.00 og voksenfilmen kører kl. 21.00 – programmet de enkelte dage ser sådan ud:

24/7: SHREK 2 og GREASE
31/7: Sådan træner du din drage og De Grønne Slagtere
7/8: Kung Fu Panda og DRUK

Man er velkommen til at medbringe egen picnickurv, men vi står også klar med lækre ristede pølser fra Svaneke slagteren i salgsvognen, hvor der også kan købes drikkevarer og popcorn.

Vi anbefaler, at man kommer i god tid, og at man selv medbringer et tæppe at sidde på, varmt tøj/tæpper til den sene film og eventuelt myggespray.

Det er helt gratis at deltage, så kom forbi og nyd en magisk aften i Holkadalen.

Scala får stor hjælp fra Fugato, TV2 Bornholm, BEOF, Bornholms Stillads Service, EWII og Cinemateket.

Sted: Holkadalen

Tid: 24. juli, 31. juli og 7. august

“Peter Kruse Larsen” den 29. august – 18. oktober 2026

Peter Kruse Larsen

Udstilling i stationsbygningen

OM UDSTILLINGEN

Peter Kruse Larsen har med denne udstilling taget udgangspunkt i stationsbygningens særlige atmosfære af intensitet og lokalhistorie. Derfra har han kastet tråde ud til en nyere epokes tidsånd. Værkerne er skabt på og af utraditionelle materialer – ofte gamle masonitplader fundet på genbrugsstationer. Malerier er suppleret med genstande og objekter af symbolsk betydning, men også med et forhold til huset og dets historie.

Fernisering med gratis adgang lørdag den 29. august, kl. 14.00-16.00
Udstillingen kan ses torsdag – søndag kl. 11-16 frem til og med den 18/10 2026.

OM KUNSTNEREN

Peter Kruse Larsen, født 1962, er uddannet fra Det kongelige danske Kunstakademi 1985-92. Siden 2019 har han haft base på Bornholm.

Om sin tilgang til kunsten siger Peter Kruse Larsen: ” Mit arbejde med billedkunst tager udgang punkt i den omgivende virkelighed med landskaber og opstillinger, som jeg også arbejdede med da jeg modtog undervisning på Glyptoteket i ungdomsårene. Herudover beskæftiger jeg mig med objekter, skulpturelle og installatoriske projekter, som ofte er af stedsspecifik karakter.

På Kunstakademiet fik hele kunstbegrebet en radikal drejning. Maleriet og kunsten, som man forstod det, befandt sig i en krise. Minimalismen, som jeg gjorde bekendtskab med på akademiet, åbnede for mig en mere konkret og ikke-intellektuel vej, som førte mig til eksperimenter med og studier i alkymien. Denne såkaldte okkulte videnskab rummer en nøgle til et forhold til virkeligheden, som forbinder den indre og ydre virkelighed ; -det personlige med selve skabelsen. Mit arbejde inddrager således psykologiske og filosofiske såvel som videnskabelige og religiøse overvejelser.”

” I 2019 købte jeg en del af Sogneskolen i Poulsker med den tanke at flytte til Bornholm og genoptage og videreudvikle landskabsmaleriet. Det var et led i at finde ind til kernen i forholdet mellem oplevelsen af verden og denne verden i sig selv.

De seneste par år har rejser til Færøerne udvidet motivkredsen.
Færøernes storslåede natur har som mål for mit arbejde en uimodståelig appel; Her er en enestående chance til at nærme sig kilden til oplevelsen gennem konfrontationen med elementernes natur og oplevelsen af den, og lade temaerne mødes omkring det subjektive og umiddelbare og det objektive, som jeg de seneste år har levet mig ind i.

Det er det umiddelbare ved oplevelsen, som jeg vil fremstille. De øjeblikke hvor afstanden mellem ydre og indre forsvinder, og hvor den natur, som er omgivelsernes, finder sin sammenhæng med den menneskelige oplevelse og erkendelse af den. Billederne bliver således malt på stedet foran motivet.”

Link til kunstnerens hjemmeside