Byen fejrede en rund fødselsdag
Onsdag d. 9. september 2026 var der grund til at feste.
Gudhjem Naturbørnehave kunne fejre 50-års fødselsdag, og truslen om lukning i forbindelse med årets kommunale sparekatalog var afværget.
Fødselsdagsfesten var et tilløbsstykke med pænt ca. 150 besøgende, forældre, børn, “gamle pædagoger”, og venner af huset fra byen.
Der blev hygget, leget, Thor Backhausen sørgede for skønne toner, Bjarne “klovnede” og leverede ballondyr til stor glæde for de mindste.
Børnehavens leder Anna Sofie Christensen, forældregruppen og en tidligere ansat igennem mange år – Sanne Bloch – holdt taler. I Sannes tale blev vi ført tilbage i tiden – fra den gang børnehaven startede med 20 børn til udvidelsen og etablering af vuggestuen, samt ikke mindst beslutningen om at gøre børnehaven til en naturbørnehave, hvor børnehavens nært liggende natur og magiske historier blev en stor del af børnehavens videre pædagogiske arbejde.
Læs Sannes tale her.
Dagen blev afsluttet med et festligt optog ned igennem byen til Gudhjem Havn, hvor der atter blev sunget og råbt hurra. Peter Funch fra Gudhjem Erhverv holdt her en tale om vigtigheden af Børnehusets forsatte eksistens, og dennes store betydning for byen. Peter fremhævede især fællesskabet og de mange venskaber, der er opstået via børnehaven.
Gudhjem er en by med helårspligt – og en by med helårspligt har brug for helårsinstitutioner!

