The local VLAN configuration is updated only when an update that has a higher dumpinside ciscoexampdf.com
jan 01

Livet i Gudhjem i min barndom

Fortalt og skrevet af Viggo Pedersen

Når tankerne går tilbage til min barndom i det forrige århundrede, må vi betegne det som tarveligt i forhold til nutiden, men folk var mere tilfredse og lykkelige dengang, end de er nutildags. Med hensyn til levemåde var de fleste selvforsynende med kartofler og grøntsager samt frugt. Der var have til de fleste huse, og høns og ænder fandtes ved hvert et hus, ligesom de fleste opfodrede en gris, som slagtedes om efteråret. Flæsket blev dels røget og dels saltet, og der blev lavet pølser, først blodpølse og hvidepølse, som blev lavet både i tarme, krukker og lærredsposer, ligeledes lavedes sylte af grisehovedet, samt forskellige slags pølser der nedsaltedes. Ænder slagtedes også til jul. Det foregik om aftenen. Når far var kommet hjem fra arbejde, blev der sat en træbalje ind i stuen. Far slagtede ænderne ved at stikke dem i nakken med en spids kniv, og derefter blev far, mor og børn sat rundt om baljen med hver sin and for at ruske fjerene af dem.

 

Vi saltede sild til et helt års forbrug, som brugtes til krakkede sild til søndagsfrokost, stegte til middagsmad med peber og eddike eller meldyppe, spegesild til hverdags, både morgen og aften. Vi børn havde hver vores sildebrikke, et stykke bræt ca. 25 cm. langt, 10 cm bredt og 1 cm tykt. Ved bordet spegede vi silden og spiste den med benet i. Om sommeren fik vi silden med ituskåret skarlotteløg, om vinteren ituskårne skalotter samt et stykke brød med fedt fra grisen.

Om vinteren bryggede mor øl. Om sommeren købte vi drikke til 3 øre potten hos brygger Tranberg. Øllet kostede fem øre potten.

Vi børn gik på Bokul og hakkede lyng og i skoven for at samle brænde til vinterbrændsel. Med hensyn til klædedragten var vi også for en del selvforsynende. Vi kartede uld, og mor spandt garn, strikkede strømper, vaskede og lappede vores tøj. Når der skulle syes eller omsyes tøj til os børn, havde vi en sypige siddende i flere dage for at sy nyt tøj. Det var som regel de ældste, der fik nyt tøj, og det han var vokset fra, blev omlavet eller lappet til de yngre, – der var intet, der blev kasseret.

 

Om foråret var der meget travlt i haven med at grave, plante og så, – siden med at luge ukrudt og høste. Det måtte vi børn hjælpe til med det, vi kunne. Vi sagde ofte, at det kan vi ikke, men fik det svar af mor: Sæt kanden fra dig!

Men der blev jo også tid til at lege. Om vinteren var der kælken Vi byggede sovehuler og snemænd. Skøjter var der ikke råd til, før vi blev større. Om foråret spillede vi trillebånd med et tøndebånd, som vi slog med en kæp. Vi spillede top. Toppen var drejet af drejeren til en pris af 5 øre. Toppen blev holdt i gang ved hjælp af en pisk, en kæp med en snært af tynd linje. Det var en mands lege.

Var vi flere, spillede vi gros eller langbold. Grosspillet er nok gået af mode, og jeg har ikke set det spillet siden min ungdom. Da jeg formoder Grosspillet er ukendt for nutidens ungdom, skal jeg fortælle lidt om det. Redskaberne er en Grosalen og en Gros. Grosalen ca. 1 m. lang af en hasselkæp, ca. 1 tomme tyk. Grossen samme tykkelse (1 tomme 2½ cm.) og ca.12 cm. lang. Der inddeles to hold, som gøres af de to ældste, med en formand for hvert sit parti. De skiftes til at udvælge deres medhjælpere. Der kastes om hvem, der må vælge først. Spillet består af 3 afsnit. Kasta, Hvarpe og Hvipe, og der laves et hul i jorden i den ene ende af pladsen, hvorpå der skal spilles. I den tyndeste ende af grosalen er der skåret et skråt snit samt et hak på modsat side.

Holdet kaster om, hvem der skal inden, det hold der skal begynde spillet, de andre har uden. Kastningen foretages med grosalen. Den ene fører spørger den anden fører, om han vil have tykken eller tynden, altså den tykke eller tynde ende af grosalen. Derefter svinger han den i luften, hvis han har valgt tykken, og den tykke ende viser imod ham, har han vundet retten til at begynde spillet.

Holdene fordeler sig. Det spillende hold bagved hullet i jorden, modparten fordeler sig ude for muligvis at fange grossen i luften, når den bliver kastet. Spillet begynder med Kastan. Grossen lægges tværs over forreste del af hullet, og ham der skal kaste, stikker den tynde ende af grosalen under grossen, som kastes op i luften og fremover. Hvis en af modparten fanger grossen i luften, er vedkommende spiller ude af spillet, og den næste af holdet begynder forfra.

Hvis grossen ikke bliver fanget, lægger spilleren grosalen tværs over hullet, og en af modspillerne kaster grossen ind mod grosalen, og hvis han rammer den, er han ude af spillet. Hvis ikke, tager han grossen og måler, hvor mange alen der er fra der, hvor grossen faldt til hullet.

Næste etape Hvipe. Grossen stikkes med den ene ende ned i hullet, således at et lille stykke af grossen stikker over hullet. Man tager om den tynde ende af grosalen og slår på grossens øverste ende, således at den flyver op i luften, og så skal der slås til den, så den flyver så langt som muligt væk. Hvis den ikke bliver fanget i luften, måles afstanden fra grossens fald til hullet. Det er antallet af meter, der tælles. Den næste fortsætter.

 

Vi spillede også langbold, det er vel bedre kendt, skønt der er længe siden, jeg har set det spillet. Klink spilledes med knapper. Kapere, sjip samt rundlege med pigerne.

Vi havde jo ingen pædagoger, før vi kom i skole, og der var heller ikke pædagoger. Der var skolelærere, og der blev ikke brugt så mange fremmedord som nu, og der er sikkert mange, der bruger dem uden at ane, hvad de betyder på dansk.

Om sommeren badede så på klipperne, fiskede skrubber og spætter, lagde ålefælder, roede i både, som vi lånte, eller hvis kammeraters far ejede.

 

Damperen kom 4 gange hver uge, og om tirsdagen når den gik til København, skulle der altid kreaturer med. Ofte var der store tyre. Det var spændende. Når de kom fra landet, var der en mand med en træstang, som var fastgjort i en ring i tyrens næse. Manden gik foran tyren. Desuden var der så en mand med et reb, der var fastgjort til grimen, og bagefter gik en mand med et reb fastgjort om det venstre forben nede ved koden, og endvidere var der spændt et reb rundt om tyren bag om forbenene. I det bælte var der sat en ring under bugen på tyren, som benrebet var stukket igennem. Det var så langt, at manden gik bagefter tyren, og hvis tyren blev uvan trak han i rebet, således at den kun havde tre ben at stå på. Hvis der var arrige tyre, bandt de en sæk for øjnene af dem.

Når de kom ned til havnen, kom de på vægten og blev vejede. Derefter fik de et reb om hornene og blev bundet inde i skuret, indtil de skulle ombord på damperen. Det klarede en matros, der hed Absalon. Han stak sin langfinger i næseringen og vandrede ombord med tyrene ene mand.

 

Damskibsselskabets varehus står på havnen endnu, men bliver brugt til andre formål. Tidligere var halvdelen anvendt til pakker og sækkegods. Det blev anbragt der ved lastning, indtil modtageren hentede godset. I den søndre ende af skuret var der anbragt en kreaturvægt, hvor kreaturerne, der skulle afsendes, blev vejet. Desuden var der så et aflukke til kalve. De store dyr blev bundet med et hornreb til ringe, der var anbragt i en tværbjælke på skurets sidevæg. Døren til dette rum blev altid låst. Dett blev benyttet af fiskerne på vinteraftener med dårligt vejr.

Det var en fast regel at fiskerne mødtes på havnen i mørkningen, når de ikke kunne se at udrette noget derhjemme. Der drøftedes meget, både gammelt og nyt. Der blev fortalt historier og om oplevelser, og vi børn kom som interesserede tilhørere.

De gik hjem og spiste aftensmad og mødte op igen på havnen, dels for at se til bådene, dels for at fordrive tiden, der var jo ikke radio og fjernsyn i den tid.

Nu er der aldrig et menneske på havnen om aftenen, når sommeren er gået på held. Om sommeren er der mennesker både dag og nat.

 

Der var altid liv på havnen i sommertiden. Der kom ”brændesvenske”, som var var små jagter, der kom med ellebrænde til silderøgning og med birkebrænde til bagerne og købmanden, Skonnerter med tømmer og brædder fra Sverige. Russerbåde med oliekager. Råsejlere fra England med kul. Det var spændende at komme ombord i dem og få engelske tændstikker. Desuden var der de almindelige skonnerter, der kom med foderstoffer, cement, mursten og meget andet. Endvidere var der jo også de hjemmehørende, Emmanuel og Anna, som begge forliste ved stormfloden i 1904.

De blev erstattet Johan Møller. Reder Chr. Kullmann fik galeasen ”Apollo”. Peter Mogensen galeasen ”Anna”, og så købte købmand Brandt skonnerten ”Paket”.

 

Det var også meget interessant, at følge fiskernes arbejde. Efterår og vinter fiskedes der torsk til kvaserne, der sejlede den levende torsk til bestemmelsesstedet fortrinsvis København. Ved køb af torsken samlede de den i hyttefade, store trækasser med huller i siden og gavle. De var 4-5  meter lange og 2-3 meter brede med lemme i oversiden, hvor fisken blev nedsluppet efter indvejning eller tælling i snese, når de så fik last, så mange som de med rimelighed kunne have i kvasens dam, blev fisken hejset op fra hyttefadet og sluppet ned i kvasens dam og et hyttefad taget op på dækket, før de sejlede. For når de kom frem til bestemmelsesstedet for at sælge fisken, satte de hyttefadet i vandet ”kjetsede” en del af fisken over i hyttefadet for at bedre holde dem i live.

 

De første kvaser, jeg kan husk,e var en jagt Augusta, hvor Johan Koch var skipper, samt en skonnert der hed ”Caroline”. Der var broderen Peter Koch skipper. Disse var købt af fiskerne i fællesskab, og alle var kautionister for lånet ved købet. Det var i årene 1889-90, at  de blev købt. I året 1898 blev jagten Augusta solgt til Norge, og i 1902 blev Caroline solgt til København. Torskefiskeriet var så ringe, at der ikke var brug for de store kvaser, som de havde forventet, og der blev et lille overskud til andelshaverne ved salget.

Der var nogle fiskere, der havde deres dambåde, som tidligere var brugt til laksefiskeri ved Christiansø. Om vinteren fik de sat dam i deres både og benyttede dem til kvasefart. Ved stormfloden 1904 var der en del både, der forliste i havnen. Foruden de to hjemmehørende skonnerter, Emanuel og Anna. Galeasen Christian blev af stormen og højvandet sat op på kajen uden at tage nævneværdig skade. De blev igen sat på vandet. Dæksbådene, der var omlavet til kvaser ved at have lavet lastrummet om til dam, lå fortøjet i inderhaven, og sprængte fortøjningerne. Følgende dæksbådene blev havererede: Christiana Maria, Prosperity, Håbet samt halvdæksbåden Thor, Mary, Dana, Silden og Freja sank eller flød i havnen. En halv snes åbne både var det ikke lykkedes at få halet på land. Kvasen Jane, ejer Jørgen Tranberg, var sejlet til Christiansø, – den var lastet med torsk og skulle sejle til København. Den forliste totalt, men Jørgen og Niels Tranberg blev reddet.

De halvdæksbåde, der ikke blev brugt til fiskeri om vinteren, blev halet på land, og efter at de havde lettet krabben, led ingen skade. Bolværket og havnens areal blev også en del beskadiget.

Glasiet på nordre brygge blev opbrudt, stenene lå spredt og en del skyllede i havnen. Gaden, der dengang var grusbelagt, blev også ødelagt med store huller, hvor gruset var skyllet i havnen. Under stormen med højvande stod der et par fod vand over hele gaden og fyldte brønde og kældere i husene ved havnen. Stormen kom aftenen før nytårsaften. Natten mellem den 30. og 31. december, og der var ingen, der lavede nytårsløjer nytårsaften her.